Optakt: 2. runde i CampoBet 3. Division
Bolden ruller igen i CampoBet 3. Division. Find optakt til samtlige kampe her.
BK Frem – Hørsholm-Usserød (fredag 19:00)
Ringsted IF – FC Helsingør (lørdag 13:00)
Oprykkerne fra Ringsted IF kom fint fra land i første runde af CampoBet 3. Division, hvor man på udebane mod en anden oprykker ASA fik 1-1 og et point med hjem til Sjælland.
Lørdag bliver modstanden formentlig noget hårdere, når nedrykkerne fra FC Helsingør kommer forbi. Gæsterne smed en 2-0-føring hjemme mod Vanløse i første runde, men troen på egne evner trods en stor omvæltning i klubben, den er i dén grad til sted i Helsingør.
Læs mere i interviewet med René Skovdahl her og læs her, hvorfor du ikke skal have penge op af lommen, hvis du tager til fodbold i Ringsted i denne sæson her.
Brønshøj – Sundby (lørdag 14:00)
To clean sheets i træk for Brønshøj Boldklub er det blevet til i sæsonen to første kampe, hvilket ingen vist kan huske, hvornår hvepsene senest har præsteret.
I første runde af CampoBet 3. Division blev det til 0-0 hjemme mod Ishøj, inden man så tog en flot pokalskalp med 1-0 hjemme over HB Køge i pokalturneringen.
Hvepsene stiller med andre ord op med stor selvtillid mod Sundby Boldklub, der tabte deres premierekamp 2-1 ude mod Næsby i første runde.
Amagerkanerne har en hård start på sæsonen foran sig med lutter udebanekampe, mens Sundby Idrætspark renoveres.
Læs mere om det benspænd her.
Vanløse – Næsby (lørdag 14:00)
Vanløse IF tog en imponerende femteplads i seneste sæson og kunne trods tab af flere profiler ligne et hold, der også i denne sæson har tænkt sig at bide fra sig.
Et comeback efter 2-0 nede mod FC Helsingør er i hvert fald imponerende. 2-2-kamp i premieren blev fulgt op af pokalsejr mod Køge Nord FC, så Vanløse har tro på tingene ind kampen lørdag.
Det har gæsterne fra Næsby Boldklub så til gengæld også. Nicolai Wollenbergs mandskab sejrede 2-1 hjemme i premieren mod Sundby Boldklub, hvilket blev fulgt op af sen stenstikker sejr i pokal over Kolding Boldklub i pokalen.
Fynboerne har kun skiftet på få pladser op til denne sæson, så det er sammenspillet og sammentømret enhed, der kommer til Vanløse lørdag eftermiddag.
Holstebro Boldklub – Holbæk (lørdag 14:30)
Oprykkerne fra Holstebro Boldklub har allerede haft en mindeværdig start på sæsonen.
I CampoBet 3. Division slog jyderne til på tre dødbolde, da man i premieren hentede alle tre point efter en flot 3-2-sejr ude over Hørsholm-Usserød.
Siden lagde man så græs til en flot fodboldaften med 1734 tilskuere på lægterne, da AaB kom forbi i pokalturneringen og tog en 3-1-sejr på Krøyer Park.
Nordjyderne viste sig for stærke for Holstebro, der dog alt i alt må føle, at starten på sæsonen har været forrygende.
Sådan kunne især Holbæks Nicki Bentsen egentlig også godt gå og have det.
I sæsonpremieren mod BK Frem blev stopperen matchvinder, da han søgte med frem og afgjorde kampen til 2-1 på et hovedstød.
Og minsandten om han ikke scorede med låget igen, da Holbæk mødte AB i pokalen. Her rakte Bentsens mål dog kun til et 1-2-nederlag.
Holbæk har skiftet træner og en del spillere til denne sæson, men må regnes blandt de hold, der kan ramme i hvert fald top seks, så sjællænderne må betegnes som favoritter lørdag eftermiddag i Holstebro.
Ishøj IF – ASA (tirsdag 18:30)
Anden runde af CampoBet 3. Division rundes af med en hængepartikamp tirsdag aften, hvor nedrykkerne fra Ishøj IF tager imod oprykkerne fra ASA.
Ishøj indledte sæsonen med 0-0 på udebane mod Brønshøj Boldklub, hvilket blev fulgt op af et skuffende pokalexit mod FC Sydkysten.
Ishøj IF har skiftet nærmest hele truppen, så der venter et stort stykke trænerarbejde forude for Kenneth Høier, der dog ser lyst på sæsonen. Læs mere om Ishøj-trænerens opbygning af holdet her.
ASA kom fint i gang med CampoBet 3. Divisionssæsonen med 1-1 hjemme i premieren mod Ringsted IF, hvilket man fulgte op med pokalavancement efter straffesparkssejr over Viby IF.
ASA kommer på hårdt arbejde i Ishøj og det kan aarhusianerne sådan set lige så godt vænne sig til.
Der venter nemlig også særdeles svær modstand forude i pokalturneringen. Her trak ASA Randers FC fra Superligaen.
Du kan se lodtrækningen for alle de resterende CampoBet 3. Divisionsklubber i pokalturneringen herunder.