Optakt: Alle gode gange fem når Brabrand gæster VSK
Det er en voldsom fredag i CampoBet 2. division med hele tre lokalopgør på samme aften. Den ene af disse står i Vejlby, hvor VSK Aarhus byder velkommen til Brabrand IF. Træneren for sidstnævnte har engang været træner for førstnævnte.
Sådan er der så mange forbindelser på kryds og tværs af de to Aarhus-klubber. Hvorfor der selvsagt altid er lidt ekstra krydderi på kampene. Til fredagens kamp er der desuden gratis adgang for studerende. Og til dem, der finder vej til Vejlby, er der fadbamser for 30 dask, lover hjemmeholdet.
Prisen kan endda presses ned på 25 kroner stykket, hvis man køber sig fire ad gangen. Og hvem har ikke lyst til det på en fredag?Skulle man have lyst til at veksle menuen lidt fra Polles Pølser, er det også muligt at købe kebab fra Vatan.
Så skulle man også være godt tanket op til en duel mellem de to hold, som rykkede op sammen i 2025. Og præcis som den duel, VSK havde i sidste uge mod Skive IK, skal man næppe sætte næsen op efter målfest.
De har mødt hinanden hele fire gange i løbet af 2026. To gange i turneringen samt to gange i træningskampe. De kampe bød på to, nul, to og nul scoringer. Og de seneste tre sluttede uafgjort. Der er kickoff kl. 19:00, når de mødes for femte gang i år.
Formodede holdopstillinger:
VSK: Vedel-Birch – Søndergaard – Albæk – Eskildsen – Østergaard – Rytter – Eg Pedersen – Yderholm – Nemec – Buch – Dissing
Brabrand: Hutters – Møller – Ime –– Jensen – Juul – Mandrup – Ernst –– Bro Christensen – Jørgensen – Tøfting – Astola