Optakt: Brabrand har god serie mod Nykøbing FC

Kan Brabrand IF lørdag eftermiddag videreføre deres serie mod Nykøbing FC? I så fald gør de noget, som ingen modstander har været i stand til i de seneste tre runder af CampoBet 2. division. Nemlig at tage point fra ligaens førerhold.

Brabrand er uden nederlag i deres seneste fire dueller mod Nykøbing FC. Kan de gøre det til fem i træk, bliver de også det første hjemmehold i denne sæson, som tager point fra oprykkerne. Sidstnævnte har været i Middelfart, Skive og Thisted og høstet tre sejre.

Det var i 2023, at de to parter senest stod overfor hinanden, og skal ”de blå brasilianere” præstere overraskelsen, er det godt, at de har hjemmebane. Det er suverænt her, at de er farligst. Bare spørg FC Roskilde, B.93 og Viborg. Og kan man besejre et Superliga-hold, kan man vel også besejre Nykøbing FC?

Måske. Men for hulen, hvor sidstnævnte bare tromler af sted som en velsmurt maskine. Tæller vi træningskampe med, har de scoret i 20 kampe i træk. I 19 af dem scorede de mindst to gange. I deres seneste fire kampe scorede de mindst tre mål. Brabrand IF kender således præmissen. Der er kickoff kl. 14:00.

Formodede holdopstillinger:
Brabrand:
Hutters – Vesterbæk – Ime –– Jensen – Juul – Mandrup – Ernst –– Bro Christensen – Frandsen – Tøfting – Astola

Nykøbing FC: Rømer – Jensen – Ullum – Nyman – Sekula – Bøttker – Kold – Svendsen – Ogude – Gärtig – Dahl

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet