Optakt: Enes Brøndby og Sønderjyske om pointdeler?
To kampe, seks nye spillere, nul mål og kun ét point ud af seks mulige.
Steve Cooper har sat gang i lidt af revolution hos Brøndby IF, men årets to første kampe har ikke budt på mærkbar forbedring. Tværtimod.
De blågule havde fortjent at tabe i premieren hjemme mod Randers efter en skidt indsats, men slap afsted med 0-0. Så heldige var de til gengæld ikke i sidste weekend.
Igen leverede Brøndby en slap indsats, denne gang ude mod Viborg, som scorede efter et minut, og siden holdt Coopers tropper nede på en yderst beskeden xG på 0.57 i de efterfølgende 89 minutter.
Jaaaa, det tager selvfølgelig tid at spille så mange nye spillere ind, men indtil videre har man skulle kigge langt efter både vilje og flot fodbold hos BIF.
De skrantende resultater betyder, at pladsen i Mesterskabsspillet endnu ikke er i hus.
De blågule har fire point ned til FCK på syvendepladsen, så meget skal selvfølgelig gå galt, men omvendt ville det vel ikke være verdens største overraskelse, hvis Brøndby tabte til Sønderjyske og FC Midtjylland i Grundspillets to sidste kampe?
Sønderjyske står ligesom Brøndby noteret for 32 point efter den sene og dramatiske sejr over Silkeborg sidste mandag, hvor Hyseini og Qamili hentede tre point hjem i 11.time.
Fremragende bedrift af Thomas Nørgaards mandskab, som har været en af sæsonens helt store overraskelser i Superligaen.
Begge mandagens to duellanter kan tage et betydeligt skridt mod top-seks med bare et enkelt point hver på Brøndby Stadion, og spørgsmålet er, om det kommer til at lægge en lille dæmper på underholdningen?
Omvendt vandt Sønderjyske sæsonens første indbyrdes opgør, så måske de er modige nok til at gå efter fuld plade mod de formsvage værter.
Kampen starter mandag den 23. februar klokken 19.00.