Optakt: FCK jagter vigtige CL-point i Baku

The Chaaaampiiiiooons!
Onsdag aften er der igen Champions League på menuen for de danske mestre FC København, som kan se frem til en af turneringens længste flyveture.
Turen går til Baku, Aserbajdsjan, hvor Qarabag venter.
Hjemmeholdet kører et nærmest eneherske i den hjemlige liga, hvor de siden 2014 har vundet alle mesterskaber på nær et enkelt. Til gengæld er det kun én gang tidligere lykkedes at spille sig i Champions League, og ved den lejlighed var det på bekostning af netop FCK, som blev besejret i den afgørende playoff-runde.
Dengang blev det kun til to point i seks kampe, men den pointhøst har Qarabag allerede overgået i denne omgang efter den vildt overraskende 3-2 sejr UDE mod Benfica i første runde.
Jacob Neestrup har formentlig sat kryds ud for dette opgør som et, der skal vindes, om end Qarabags sejr i Portugal illustrerer udmærket, at der ingen walkovers er i Champions League.
Bookmakerne ser opgøret i Baku som tæt på fuldkommen jævnbyrdigt, men FCK må være ganske fortrøstningsfulde ovenpå den flotte præstation, som de diskede op med i CL-premieren mod Leverkusen.
Det nærmede sig en bedømmelse til UG med kryds og slange, men en decideret frisparksperle og et selvmål forpurrede en ellers stor aften i Parken, hvor 2-2 resultatet dog isoleret set var til at leve med mod et af Tysklands bedste mandskaber.
Robert, Larsson, Elyounoussi og Achouri udgør en dødbringende og selvtillidsfuld FCK-offensiv, så hvis ellers Kotarski kan holde koncentrationen i buret, bør der være chance for flere Champions League-point til løverne fra Østerbro.
En sejr ville selvfølgelig være at foretrække, men spørgsmålet er, hvor meget Neestrup og co. kommer til at jagte, hvis stillingen er uafgjort, når vi nærmer os kampens afslutning?
Opgøret starter onsdag den 1. oktober klokken 18:45.