xG-tabellen: FCM overpræsterer mest af alle

I sportens verden hører man ofte den gamle traver: "Tabellen lyver aldrig." Og der er helt sikkert noget om snakken. Men i fodbold er stillingen til tider lidt misvisende – for nogle hold får mere ud af deres præstationer og chancer end andre, og netop det aspekt kan det åh så populære pejlemærke xG hjælpe med at gøre os klogere på.
Den aktuelle xG-stilling i Superligaen efter 10 spillerunder:
1. AGF
xG: 22,5 – Mål: 20 – Difference: -2,5
2. FC København
xG: 20,5 – Mål: 24 – Difference: +3,5
3. FC Midtjylland
xG: 19 – Mål: 25 – Difference: +6
4. Brøndby
xG: 17,6 – Mål: 16 – Difference: -1,6
5. Viborg
xG: 16,2 – Mål: 13 – Difference: -3,2
6. OB
xG: 16 – Mål: 17 – Difference: +1
7. Silkeborg
xG: 14 – Mål: 15 – Difference: +1
8. Randers
xG: 12 – Mål: 12 – Difference: 0
9. Sønderjyske
xG: 11,9 – Mål: 15 – Difference: +3,1
10. Fredericia
xG: 11,1 – Mål: 16 – Difference: +4,9
11. FC Nordsjælland
xG: 10,5 – Mål: 13 – Difference: +2,5
12. Vejle
xG: 10,2 – Mål: 11 – Difference: +0,8
(Stats fra Opta)
Toppen af xG-rækken er stort set tilsvarende med den aktuelle stilling i Superligaen.
AGF, FCK, FCM og Brøndby ligger helt i top af begge tabeller, og alligevel er det lidt interessant, at se De Hvii'e faktisk har præsteret en højere xG end både FCK og FCM, som ellers har scoret henholdsvis fire og fem mål flere. Det hænger selvfølgelig sammen med hele tre brændte straffespark, men siger også noget om den spillemæssige og offensive opblomstring, som aarhusianerne har gang i under Jakob Poulsen.
Efter 10 runder er FC Midtjylland det hold i Superligaen, som overpræsterer klart mest på xG med hele seks scoringer mere end 'fortjent'. I samme kategori finder vi oprykkerne fra Fredericia, som i starten af sæsonen leverede nogle fine præstationer, men også havde marginalerne på deres side ved flere lejligheder.
Viborg har underpræsteret mest af alle hold i den bedste danske række, og burde ifølge xG have scoret 16 mål i stedet for 13. Ikke så underligt, når man tænker på, at midtjyderne inden sæsonen tog afsked med stort set alle holdets offensive profiler. Til gengæld er det positivt, at de kommer frem til chancer, og weekendens kamp mod Fredericia bød sågar på scoringer fra både Freriks og Njoh. Måske tendensen vender nu?
Ydermere er det værd at bemærke FC Nordsjællands placering som nummer 11 i xG-tabellen. De unge nordsjællændere plejer at være synonymet med inspirerende, seværdig og offensiv fodbold, men på trods af flest afleveringer og højest boldbesiddelse af alle hold i Superligaen, lyder den aktuelle xG altså kun på 10.5. Kun undergået af bundproppen fra Vejle.