Optakt: FCK presset til sejr mod Randers

Tre hold kæmper om de sidste to pladser i mesterskabsspillet, og stik imod forventningerne er FCK et af dem. 

Inden grundspillets sidste runde er de forsvarende mestre dumpet helt ud af top-seks, men da Viborg og FC Nordsjælland skal i direkte duel, har københavnerne fortsat skæbnen i egne hænder. 

FCK skal ‘bare’ vinde over Randers for at sikre pladsen i det fine selskab, men med ét sølle point i de seneste fem spillerunder, er det klart nemmere sagt end gjort for de kriseramte løver. 

Uafgjort kan muligvis være nok, men det kræver, at FC Nordsjælland snupper alle tre point mod Viborg. 

I sidste weekend var FCK tæt på at gøre det endnu sværere for sig selv med en lunken indsats ude mod OB, hvor man undervejs var nede med 2-0. 

Med en flot scoring fra Larsson, og et hovedstødsmål fra Hatzidiakos i tillægstiden sikrede Neestrups tropper dog lige akkurat det ene point, som kan vise sig yderst afgørende inden sidste runde. 

Revanche til gode for Randers

I sæsonens første indbyrdes opgør fik Randers ørene i maskinen med et nederlag på hele 5-1 hjemme på Cepheus Park, men det er svært at forestille sig et lignende udfald denne gang taget FCK’s problemer i betragtning.

Kronjyderne fik en udmærket start på 2026 med 0-0 ude mod Brøndby og en sikker sejr hjemme mod Vejle, men i sidste weekend var der ugler i mosen med et skuffende nederlag til Fredericia

Ikke fuldkommen retfærdigt bedømt på spil og chancer, men Randers har problemer med målscoringen, og det blev udslagsgivende for det overraskende resultat. 

Nederlaget betyder, at Rasmus Bertelsen og co. pludselig er fedtet ind i nedrykningskampen med beskedne fire point ned til Silkeborg under stregen. 

Kampen mellem FCK og Randers spilles søndag den 1.marts klokken 17.00, og der er mulighed for comeback til gode, gamle Mathias Zanka, som i ugen er hentet hjem til FCK.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen