Optakt: Formstærke Roskilde gæster trænerløse Fremad

Endelig kan Fremad Amager vende hjem til Sundby Idrætspark! Vi træder ind i fjerde runde af sæsonen i CampoBet 2. division og det er første hjemmekamp for Øens Hold. Højst usædvanligt, og de glæder sig uden tvivl. Såvel trup, som stab, men med garanti også på lægterne.

De kommer oven i købet hjem med sæsonens første sejr i bagagen, og den blev så fejret med, at cheftræner og Fremad Amager gik hvert til sit. Det er i hvert fald den officielle udmelding. Det blev til 12 sejre i 19 ligakampe for John Bredal. Og det giver så ikke adgang til at blive i sit job som træner i 2. division. Så, deet…

Der er Roskilde-fans, der stadig kan få koldsved ved at tænke tilbage på sidste gang, de gæstede Sundby Idrætspark. Og Mathias Veltz også. Han debuterede i dén kamp, kunne have scoret hattrick inden pausen, hvor Roskilde burde havde begravet kampen. Kun for at tabe 2-1.

Ligesom dengang, ankommer ”ørnene” nu i rigtig god form. Stadig uden nederlag i denne sæson og med nogle gode præstationer undervejs. Når de får integreret Andreas Maarup på holdet, ser det rigtigt interessant ud. Interessant bliver det også at se, hvor Fremad Amager står uden Bredal.

Det var ”uenighed om den sportslige retning”, der førte til skiftet på trænerposten, så man må formode, at man vil ”noget andet”. Hvad det er, får vi måske en indikation af mod FC Roskilde, hvis cheftræner vandt i Sundby i sidste sæson med HIK. Der er kickoff kl. 19:00.

Formodede holdopstillinger:
Fremad: Hassan – Larsen – Olsen – Lyshøj – Mortensen – Holst – Bay – Ayari – Hørby – Lauritsen – Bredahl

FC Roskilde: Hjorth – Juhl – Staugaard – Skolnik – Lysholm – Trier – Bjarni – Maarup – Carlson – Udh – Veltz

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet