Optakt: Forvent ikke målfest når Skive gæster VSK

Der er en ting, man næppe skal forvente, når VSK Aarhus tager imod Skive IK lørdag eftermiddag. Det er en målfest. De her to parter har haft for vane at spille yderst målfattige opgør. Selv når der ikke har stået noget på spil.

De mødte hinanden fire gange i sidste sæson. Tre af dem sluttede 1-1, mens Skive vandt den fjerde 1-0. Tæller vi træningskampe med, har de siden 26. juli 2025 spillet syv kampe mod hinanden. Ingen af de opgør bød på mere end to mål.

Der kan desuden komme lidt intern rivalisering frem i dette opgør. Der var i sommer hele fire spillere, som skiftede fra Skive IK til VSK Aarhus. Mon de kan supplere træner Jacob Eichner med nogle fif til at nedlægge skibonitterne?

VSK er kommet lidt ned på jorden igen efter den flotte sæsonstart. Lige nu er man uden sejr i fem runder, men tre sluttede dog uafgjort. Skive kommer flyvende fra deres første hjemmesejr i 363 dage. Det tegner jævnbyrdigt endnu engang, og der er kickoff kl. 13:30.

Formodede holdopstillinger:
VSK:
Vedel-Birch – Søndergaard – Albæk – Eskildsen – Østergaard – Rytter – Eg Pedersen – Yderholm – Nemec – Buch – Dissing

Skive IK: Schubert – Bøndergaard – Wagner – Juel – Nedergaard – Amby – Tcacenco – Thøgersen – Kudsk – Callø – Dalügge

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet