Optakt: Holbæk jagter oprykning

2. Division kom pludselig inden for rækkevidde for Holbæk B&I i sidste sæson, da man i december måned sadlede om og stak en fyreseddel ud til sportschef og cheftræner Janus Blond.
Ind kom i stedet klublegenden Erdogan Aslan, der fik vendt den nedadgående formkurve, men helt til en oprykning rakte det dog ikke, da luften gik af Holbæk-ballonen og det blot blev til en enkelt sejr i holdets sidste fem kampe.
I år skal tredjepladsen så udskiftes med en oprykning, lyder det fra Erdogan Aslan, der selv har spillet 326 førsteholdskampe i Holbæk B&I.
"Vi manglede ét forbandet point og vandt jo sådan set foråret i 3. division. Det var ærgerligt, at det glippede, men vi står et godt sted nu op til den kommende sæson. Vores kvalitet på bredden," siger cheftræner Erdogan Aslan.
Modstanderen i første runde er IF Lyseng, der trods sølle 11 point i de første 16 kampe i sidste sæson klarede skærene og sikrede sig overlevelse i CampoBet 3. Division.
Gæsterne fra Jylland kommer til Holbæk med et nyt træneransigt på bænken, hvor polske Krzysztof Popczyński, der tidligere har trænet en lang række danske klubber, senest Young Boys FD, har overtaget taktiktavlen.
"Det er rart at have ansat en træner, der ved, hvad der skal til. Han kender niveauet og spillerne godt, og så er han måske også et navn, der kan lokke et par spillere til udefra," siger sports- og talentchef i IF Lyseng Lars Klitgaard.
Mens Holbæk har blikket stift rettet mod en oprykning, så vender blikket for IF Lyseng nok lidt mere ned mod den anden streg, som man gerne vil slutte på den rigtige side af.
Opgøret mellem de to sparkes i gang i Holbæk lørdag klokken 13:00.
