Optakt: Roskilde udfordrer Nykøbings stime

Der er tre klubber i CampoBet 2. division, som fortsat er ubesejrede i denne sæson. To af dem brager sammen i Lollands Bank Park fredag aften. Her tager Nykøbing FC imod FC Roskilde i noget, der ligner en kamp, hvor mål er på menuen.

Der er scoret sammenlagt 18 mål i Nykøbing FCs foreløbig fire ligakampe. Lidt hovedregning fortæller, at det er over fire mål i gennemsnit. To tredjedele af dem har oprykkerne scoret selv, og de kan naturligt nok også byde på ligaens topscorer i form af Mikkel Dahl.

FC Roskilde har kun scoret præcis halvt så mange mål, og har hentet færre point, eftersom tre af deres fire kampe sluttede remis. Men i alle fire kampe var begge hold på tavlen. Så de er ikke helt dirkefri, men altså omvendt også anstændige til selv at score.

Ikke mindst topscorer Mathias Veltz, som har været på tavlen i tre kampe i træk. Nu står han og holdkammeraterne overfor Roskildes tidligere træner, Mikkel Thygesen, som i disse tider nyder enorm succes med Nykøbing FC. Kan ”ørnene” stoppe hjemmeholdets stime af ubesejrede kampe ved 27?

De har i hvert fald tænkt sig at prøve og der er kickoff kl. 19:00. Men det bliver uden Magnus Lysholm, som er i karantæne efter sit røde kort i sidste uge. Og det bliver med Asare i kassen frem for Oscar Hjorth, hvis hovedskade fra sidste weekend holder ham ukampdygtig i en rum tid.

Formodede holdopstillinger:
Nykøbing FC:
Rømer – Jensen – Ullum – Nyman – Dahl – Bøttker – Kold – Svendsen – Ogude – Gärtig – Sekula

FC Roskilde: Asare – Juhl – Staugaard – Floyd – Skolnik – Trier – Bjarni – Uhd – Carlson – Knaack – Veltz

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet