Optakt: Sundby vil tage fusen på Frem

Der er sjældent stille omkring traditionsklubben BK Frem, der i sidste sæson blev reddet på den økonomiske målstreg af række prominente folk som eksempelvis klublegenden Per Wind og forsangeren for Minds of ‘99, Niels Brandt.
Nedrykningen til CampoBet 3. Division kunne Brandt og Wind dog ikke redde Frem fra, men også i den forbindelse har der været stor dramatik.
Ishøj IF benyttede således en spiller ulovligt i to kampe mod BK Frem. Malek Bakhit tog del i både Ishøjs 2-0-sejr over Frem og i 1-1-kampen, der endte med at sende Frem ned i CampoBet 3. Division.
Nu gælder det en hurtig tilbagevenden til 2. division, og Frem regnes da også blandt mange af konkurrenterne som en af favoritterne til at tage turen op.
Til den opgave har man hentet flere stærke navne ind. Blandt andet angriberen Marco Vinterberg, der i optakten har markeret sig med et hattrick mod 2. divisionsholdet Næstved.
Gæsterne fra Sundby BK kommer til Valby Idrætspark med stor optimisme og troen på en flot sæson. Det skyldes ikke mindst, at det i forvejen talentfulde mandsskab har fået gensyn med en gammel kending.
Bornholmeren Magnus Krogh er således tilbage i Sundby Bk, hvor han tidligere har scoret mål på samlebånd, efter et kort ophold hos CampoBet 3. Divisions-rivalerne fra Brønshøj Boldklub.
Mens Magnus Krogh er ny mand i Sundby-truppen, så er der også glæde over, at det lykkes at holde fast i et af de talenter, der allerede var tilknyttet.
En af sidste sæsons store profiler, Elias Langfeldt Eriksen, har afvist tilnærmelser fra flere andre klubber og tørner også i denne sæson ud for Sundby BL.
Det er derfor ikke helt uden selvtillid, at Sundby drager til Valby Idrætspark lørdag.
"Vi kommer derud som kæmpe underdogs. Det her må nærmest være Sundby Boldklubs største kamp nogensinde. Men jeg tror godt, vi kan lave et nummer på dem, hvis vi rammer dagen. Så tror jeg, vi slår dem," siger cheftræner Thomas Karabulut.
Der er kampstart i Valby lørdag klokken 14:00.
