Optakt: Tæt på målgaranti, når Sundby møder Holbæk

Så længe bolden er rund, så kan alt som bekendt ske, men det må alligevel være tæt på, at der kan udstedes en form for målgaranti, når Sundby Boldklub fredag aften sparker weekenden i gang på Amager ved at tage imod Holbæk B&I i CampoBet 3. Division.
Begge mandskaber har været flittige til at få høvlet kuglen i kassen i de tre første runder, hvor Sundby Boldklub har scoret to mål i gennemsnit pr. kamp, mens gæsterne fra Holbæk nærmest er gået helt målamok med 11 mål i de tre første runder.
Dermed fortsætter Erdogan Aslans mandskab de gode takter fra den seneste sæson, hvor Holbæk var det mest scorende hold i CampoBet 3. Division i foråret.
“Vi skal være klar fra start, og spille på vores styrker, og på intet tidspunkt vige fra vores offensive udtryk. Vi har et stærkt kollektiv, og kan både stå lavt og højt for at skabe chancer. Det så vi tydeligt mod både Nykøbing og især Brønshøj. Jeg er sikker på, at det bliver en divisionskamp på et højt niveau med to offensivt tænkende hold,” siger Holbæk-træneren inden fredagens hjemmekamp.
“Vores trup er i god form, og vi kommer med stor tro på, at vi kan tage tre point med hjem fra Amager.
Kampen mellem Sundby Boldklub og Holbæk B&I fløjtes op fredag aften klokken 19:00.
