Sang, dans, bajer og bytur: IF Lyseng tog sejr i tiende forsøg

Så skete det.
Efter ni runder med lutter nederlag, så fik IF Lyseng ikke bare point på kontoen, men tog også sæsonens første sejr, da Marc Gangia lørdag eftermiddag med sin sene scoring til 1-0 blev matchvinder ude mod BK Frem.
Forløsningen var til at tage og føle på i omklædningsrummet efterfølgende, mens turen hjem til Jylland blev bestemt heller ikke var kedelig.
“Der var både sang og dans efter kampen. Og også bajer i bussen,” siger IF Lyseng-træner Krzysztof Popczyński.
“Jeg hørte også, at drengene ville mødes i byen og jeg sagde til dem, at I må gerne fejre det her. Det er op til jer. Jeg har selv spillet fodbold på højt niveau, og jeg ved godt, hvordan det er, når du lige pludselig vinder efter så mange tabte kampe,” siger den polske cheftræner, der dog ikke var parat til at smide al arbejdsmoral overbord.
“Men fra mandag så arbejder vi hårdt igen. Der er ny en kamp og vi skal have de næste point. Det vigtigste er, at vi fortsat arbejder hårdt og tror på tingene.”
Sejren over BK Frem var naturligvis en kæmpe forløsning for alle i og omkring IF Lyseng, som har haft den dårligste sæsonstart af alle i landets fire bedste rækker.
Det har været en mental prøvelse, men Krzysztof Popczyński roser sin spillere for at have holdt humøret højt hele vejen.
“Vi har flere gange tidligere i sæsonen fortjent at få vores første point, men det lykkedes aldrig for os. Det er et mentalt arbejde. Vi har fokuseret på, at sejren nok skulle komme på et tidspunkt. Nogle gange skal man tage et par skridt tilbage og så bygge tingene op forfra. Det har vi gjort,” siger Krzysztof Popczyński.
“Spillerne har på intet tidspunkt smidt håndklædet i ringen. Den tro på, at tingene nok skulle vende, den har været vigtig hele vejen fra trænerteamet og blandt blandt spillerne.”
Med sejren i Valby er IF Lyseng på tavlen, men der er stadig et stykke op til de øvrige hold. Spørgsmålet er, om sejren er kommet for sent.
“Det er sent. Men det er aldrig for sent. Der er stadig seks kampe før vinterpausen, så der ligger mange point derude at spille om. Hvis vi arbejder hårdt og tror på tingene, så er det ikke umuligt at få kontakt til holdene over os.”
Krzysztof Popczyński og kompagni jagter sæsonens næste point igen på lørdag, hvor nummer to i CampoBet 3. Division, Næsby Boldklub, kommer på besøg i Aarhus.
(foto: Jakob Termansen)
