10. gang lykkens gang for Lyseng?

Nu må det da snart være.
Aarhusianske IF Lyseng har endnu ikke fået et eneste point i de første ni runder af CampoBet 3. Division, hvor målscoren er nedslående 3-24.
Det burde det være den rene elendighed, men målscoren og den manglende pointhøst ser måske noget værre ud, end hvad der reelt er tingenes tilstand for IF Lyseng.
For aarhusianerne er altså ikke blevet blæst ud af banen hver weekend, mens man også har bevist niveauet i pokalturneringen, hvor CampoBet 2. Divisionsholdet FC Roskilde blev ekspederet ud.
Den dårlige nyhed for IF Lyseng er dog, at hjemmeholdet på Valby Idrætsparklørdag eftermiddag BK Frem efter en hakkende start på sæsonen så småt er ved at få sat noget fornuftigt sammen.
Seneste rundes 1-0-sejr ude over Hørsholm-Usserød IF var den tredje kamp i træk uden nederlag, og så var det samtidigt ét af de smukkere øjeblikke i sæsonen hidtil.
På det solbeskinnede stadion og foran godt 500 tilskuere fik BK Frems Malthe Karsberg efter 53 minutter fat i kuglen i venstre side og herefter diskede han så ellers op med en solotur, som man vel næppe har set lignende i Hørsholm, siden Brian Laudrup omkring årtusindeskiftet tørnede ud for klubbens Serie 1-hold.
Tre Hørsholm-Usserød-spillere blev ofre for Karsberg tempofyldte driblinger, inden bolden med stor elegance blev lagt ind bag Hørsholm-Usserøds målmand.
Den flotte scoring kan nydes her, hvor Malthe Karsberg kanaliserer sin indre Brian Laudrup ud cirka 1:40 inde i klippet.
Kampen mellem BK Frem og IF Lyseng fløjtes op lørdag klokken 14:00.
