Ubesejrede Nykøbing mod anførerløse Vejgaard

De har det største økonomiske setup, de træner mere end i de øvrige klubber i CampoBet 3. Division og de er også det eneste ubesejrede hold i de fire øverste rækker i Danmark.
Nykøbing FC bliver bare ved med at holde snuden i oprykningssporet og har slået et hul i toppen, hvor der nu er henholdsvis fire og fem point ned til forfølgerne fra Næsby Boldklub og Holbæk B&I, der mødes i Odense lørdag.
“Selvfølgelig kigger alle på tabellen. Og det skal vi have lov til at nyde, men det, som er vigtigst for os, det er, at vi holder vores pointsnit,” siger Nykøbing FC-træner Mikkel Thygesen.
Det pointsnit er over to point pr. kamp og Nykøbing FC er lige nu det mest formstærke hold i rækken sammen med Brønshøj.
For gæsterne for Vejgaard bliver det kamp 1 efter 201 kampe med anfører Jonas Højgaard, der har valgt at stille støvlerne på hylden for at få mere tid sammen med familien.
“Det er mærkeligt. Jeg har vænnet mig lidt til det, siden det blev annonceret, men det er ni gode år i klubben og det er lidt mærkeligt, at jeg skal sige farvel nu,” lød det fra den afgående anfører, da han afleverede anførerbindet efter sidste weekends 1-0-sejr over Vanløse IF.
Dermed er Vejgaard stadig at finde midt i rækken i CampoBet 3. Division, der fortsat er meget, meget tæt.
Afstanden fra nummer 2 til nummer 10 er således blot seks point.
Kampen mellem Nykøbing FC og Vejgaard fløjtes op lørdag klokken 15:00.
