Parken og FCK opjusterer regnskab efter triumf

PARKEN Sport & Entertainment A/S (PS&E) har valgt at opjustere forventningerne til 2025 efter F.C. København onsdag aften sikrede sig avancement til UEFA Champions League. Med en stærk 2-0-sejr over FC Basel kvalificerede FCK sig til League Phase, hvilket får markant betydning for koncernens økonomi.
I forbindelse med delårsrapporten for 2. kvartal 2025 forventede PS&E en omsætning i niveauet 1.600 til 1.700 mio. kr. og et resultat før skat på 100 til 150 mio. kr.
Efter FCK’s kvalifikation til Champions League hæves forventningerne nu betydeligt: PS&E forventer en omsætning på 1.800 til 1.900 mio. kr. og et resultat før skat på 240 til 290 mio. kr. for 2025.
Opjusteringen understreger den store sportslige og økonomiske betydning, som deltagelse i Champions League har for F.C. København og dermed for hele PS&E-koncernen. Kampene på den største europæiske scene forventes at skabe både øgede indtægter fra præmiepenge, billetindtægter og kommercielle aktiviteter.
