Pointstraf i Holbæk: Der blev helt stille

Holbæk B&I er med et pennestrøg røget fra en fjerde til en ottendeplads i CampoBet 3. Division, efter Fodboldens Disciplinærinstans har givet klubben en pointstraf på seks point i en sag om skatteforhold.

Dermed er drømmene om oprykning skiftet ud med en kamp for overlevelse. 

Holbæk har desuden fået en bøde på 100.000 kroner.

“Jeg fik det at vide sent fredag, og spillerne fik så beskeden mandag. Der blev næsten ikke sagt noget i omklædningsrummet,” siger cheftræner Erdogan Aslan, der dagen efter beskeden om pointstraffen kunne se sit hold smide en føring på hjemmebane og tabe 2-1 i forårspremieren lørdag eftermiddag mod Næsby Boldklub.

“Det har været en af de hårdeste weekender i mit trænerliv nogensinde. Vi har holdt et spillermøde, hvor vi har korrigeret vores målsætning om oprykning. Nu handler det om at overleve. Vi er gået fra at være tre point fra oprykning til at ryge ned som nummer otte.”

Holbæk B&I er blevet straffet i en sag om udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse til flere i klubben.

Skattestyrelsen har rapporteret, at Holbæk B&I i årene 2020 til og med 2023 har udbetalt omkring 1,42 millioner kroner, som skulle være indberettet som skattepligtig indkomst.

Erdogan Aslan var ikke selv en del af klubben på det tidspunkt, hvilket ifølge cheftræneren også gør sig gældende for langt de fleste i Holbæk B&I, og derfor føles pointstraffen også som et ekstra hårdt slag.

“Det føles bare så uretfærdigt rent sportsligt, når det nu var nogle helt andre mennesker, der var skyld i det. Det rammer på en måde de helt forkerte. Rent sportsligt er det selvfølgelig også et kæmpe slag i ansigtet på os, når vi samtidigt starter foråret med at tabe til Næsby, så det hele føles noget hårdt.”

Holbæk B&I har en frist på syv dage til eventuelt at appellere kendelsen, men for cheftræner Erdogan Aslans vedkommende handler det nu om på træningsbanen og i kampene om at komme bedst muligt videre, uanset hvad der så ellers måtte ske.

“Vi skal nærmest ud og vinde 10-11 kampe ud af de sidste 15 nu. Det er jo ikke bare noget, man lige gør i den her række, hvor alle slår alle, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at se, om det kan lade sig gøre,” siger Erdogan Aslan, der dog understreger, at man i første omgang kigger ned og ikke op.

“Nu skal vi først og fremmest have respekt for nedrykningsstregen. Det hele skal lige synke sig. Så må vi have falkeblikket på og så begynde at se fremad og få det bedste ud af den halvsæson, vi har tilbage. Vi må gøre noget ved det, som vi reelt kan gøre noget ved,” siger cheftræneren.

“Den slags her vil altid sætte sig i mennesker. Vi skal bruge noget tid på at komme os over det. Og den bedste måde at gøre det på, det er selvfølgelig at vinde fodboldkampe, så det vil vil gøre alt for at opnå.”

Næste sportslige opgave for Holbæk B&I er lørdagens kamp på udebane mod IF Lyseng. Kampen spilles klokken 13:30.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div