Rasmus Falk runder 400 Superliga-kampe mod sin tidligere klub
Når OB søndag tørner sammen med FC København i Superligaen, bliver det en helt særlig kamp for OB-anfører Rasmus Falk.
Den rutinerede midtbanespiller runder nemlig en stor milepæl med sin kamp nummer 400 i Superligaen – og det sker endda mod den klub, hvor han tilbragte mange succesfulde år.
Hele 234 af Falks kampe i landets bedste række er spillet for FC København, mens søndagens opgør bliver hans kamp nummer 166 for barndomsklubben OB.
Selvom gensynet med den tidligere arbejdsgiver kan vække minder, fylder det dog ikke meget, når først kampen bliver fløjtet i gang, fortæller den kreative midtbanespiller til TV 2 Sport.
“Det er specielt altid at møde sin gamle klub og et sted, man har fået mange oplevelser. Men når kampen er i gang, så er det en fodboldkamp, og så handler det om at konkurrere,” siger Rasmus Falk.
Den 32-årige fynbo fortæller også, at han først for nylig blev opmærksom på den runde milepæl.
“Jeg vidste det faktisk ikke for tre dage siden, så det er vel et eller andet sted svar nok. Når man kigger tilbage på det om nogle år, er man sikkert stolt og glad. Men lige nu holder jeg stadig hjulene kørende, og der handler det om at lægge på,” siger Falk med et smil til TV 2 Sport.
I sine foreløbige 399 kampe i Superligaen står Rasmus Falk noteret for 45 mål og 56 assists