Roskilde rejser til højspændt duel mod Vendsyssel
Da der var spillet 72 minutter af kampen mod Næstved skærtorsdag, lå FC Roskilde på andenpladsen i CampoBet 2. division. Tyve minutter senere havde de tabt kampen og står inden duellen i Hjørring pludselig med seks point til oprykning.
Det var samtidig tredje nederlag i træk til Thomas Axel Madsens udvalgte, som pludselig har rigtig meget på spil 2. påskedag. Nok venter mange indbyrdes kampe, men det kan ende med at være et afgørende knockout, hvis turen til Vendsyssel også tabes.
Det er muligvis ikke her, man skal minde Roskilde-fans om, at de endnu ikke har vundet en tur til Jylland i denne sæson. Og at Vendsyssel FF er uden nederlag under deres nye cheftræner Kim Engstrøm.
Han må dog notere sig, at anfører Lasse Steffensen for tredje gang i denne sæson er i karantæne. Det er ikke optimalt, men dog løsbart. Udover hvad der står på spil i oprykningskampen mellem disse to, er der også spandevis af brændstof udenfor banen.
Skulle man være i tvivl om, hvad FC Roskilde-direktør René Christiansen mener, om den gældshensættelse Vendsyssel FF fik tildelt af kommunen i februar, kan vi kun opfordre til at lytte til seneste afsnit af LigaManagers podcast.
Her spekulerer Christiansen selv i, om han måske skal iklæde sig ishockey-tøj som ekstra beskyttelse, når han træder ind på stadion. Der er kickoff kl. 14:00.
Formodede startopstillinger:
Vendsyssel FF: Schulz – Olsen – Hannesbo – Nybo – Clemmensen – Munck – Schüller – Vendelbo – Kusk – Simpson – Grønn Pedersen
FC Roskilde: Jensen – Juhl – Juul – Skolnik – Montell – Nyegaard – Holter – Bjarni – Carlson – Freitag – Veltz