Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
CampoBet 2. Div
LigaManager dækker dansk fodbold

Roskilde-træner: Vi er ikke færdige med at handle

Foto: Jacob Hansen
8/1/2025 10:49

Der er få ting, som slår at dele en god fodboldsnak på en solbeskinnet bænk med udsigt til en grønsvær. Den luksus nød LigaManager godt af, da vi lagde vejen forbi Roskilde til en snak med cheftræner Kristoffer Johannsen. Han stod beredvilligt klar med en kold vand, mens han alligevel bare ventede på, at spillerne mødte ind til træning. Netop spillermaterialet udtrykte han tilfredshed med. Dog med et ”men”.

”Vi er tilfredse med det, vi har, men vi er ikke færdige med at agere. Der skal hentes nogle flere. Vi sagde farvel til en del spillere ved afslutningen af sidste sæson. Nogle havde kontraktudløb, andre gav det mest mening at tage afsked med.

LÆS OGSÅ: FEM HURTIGE TIL KRISTOFFER JOHANNSEN

”Det er klart, at i den proces skal vi have handlet ind. Vi har ikke hentet så meget endnu, og derfor skal vi også hente ”x antal” spillere endnu inden 1. september, hvor vinduet lukker,” kommer det med klar tale fra manden, der selv tørnede ud for Roskilde som aktiv spiller.

Og mens han glæder sig til sæsonstart, lader han sig ikke presse af, at der stadig er luft i spillertruppen, om man så må sige.

”Nej, vi lader os ikke stresse. Vi vil gerne sørge for at gøre vores arbejde ordentligt. Står man så her i starten af sæsonen og er lidt smallere, end man gerne vil være, så er det sådan, det er. Når du er nedrykker, er du heller ikke førstevælger på alle de spillere, du gerne vil have. Det er kun helt naturligt.

LÆS OGSÅ: OPTAKT TIL SÆSONEN I CAMPOBET 2. DIVISION

”Det er vigtigt, at vi fortsætter det arbejde, vi har sat i søen og dén retning, vi gerne vil i. At vi ikke panikker og går på kompromis. Men selvfølgelig skal vi kunne stille 11 spillere, og vi skal have spillere, vi kan skifte ind, for der vil komme skader. Så vi er et sted lige nu, hvor vi er helt bevidste om, at der skal føjes flere spillere til truppen.”

Trods ønsket om flere spillere til FC Roskilde, vakler Kristoffer Johannsen ikke et sekund på spørgsmålet om, hvad målsætningen er.

”Det er oprykning.”

FC Roskilde spiller sin første ligakamp i denne sæson på udebane mod Næstved fredag aften kl. 19.00.

Jacob Hansen