Se alle 16 mål fra 3. runde i CampoBet 2. division
Det blev sæsonens hidtil målfattigste runde i CampoBet 2. division, da tredje runde løb af stablen. Der var ellers to kampe, som indeholdt fire scoringer, men de øvrige fire kampe i runden kunne ikke helt leve op til de tal. Pudsigt faktum: hele 11 af de 16 mål blev scoret før pausen. Herunder kan du nyde samtlige 16 mål i runden, startende med det nye tophold.
VSK Aarhus – Thisted FC 3-1 (3-0)
Simon Søndergaard satte det første hug, mens Jonas Yderholm og Sebastian Buch fulgte op, og så var den skid slået hos VSK Aarhus lørdag eftermiddag. På det tidspunkt var der blot spillet 26 minutter. Efter pausen måtte aarhusianerne indkassere for første gang i denne sæson, da Angelo Nehme sørgede for et trøstmål for gæsterne.
Nykøbing FC – B.93 4-0 (3-0)
Mikkel Dahl åbnede fest. Selvfølgelig fristes man til at sige. Magnus Bøttker fulgte op med scoring for anden kamp i træk og takkede derfor for tilliden med startpladsen. Kort før pausen satte Oliver Svendsen kniven ind til 3-0, mens den tidligere 93’er Emmanuel Ogude lukkede mål-festen kort efter pausen. Utrolige 4-0, og det blev sidste kamp mod B.93-træner for Kasper Lorentzen.
HIK – FA 2000 2-1 (2-0)
En sjælden scoring fra Jonatan Rindom åbnede festen for HIK, da de hjemme tog imod FA 2000, som ankom med to sejre i træk. Ibrahim Nuur forhøjede til 2-0 med sin første scoring i HIK-trøjen, og det skulle vise sig at blive kampafgørende. Tilbagevendte Mitan Atici reducerede nemlig kort efter pausen, men mere blev det ikke til, hvorved HIK kunne fejre sæsonens første sejr.
Skive IK – Fremad Amager 0-2 (0-0)
Kort efter pausen leverede Christian Hørby sin allerede tredje scoring for Fremad Amager efter sommerskiftet fra Thisted FC. Fire minutter inde i dommerens tillægstid satte Andreas Bredahl dødsstødet ind til 2-0. Dermed sikrede Fremad Amager sig sæsonens første sejr.
FC Roskilde – Middelfart Boldklub 1-1 (1-1)
En kæmpe forsvarsbrøler af Middelfart Boldklub gav Mathias Veltz en mulighed for at åbne ballet, og han svigtede ikke. Det gjorde Middelfart-kaptajn Lasse Thomsen så sandelig heller ikke, da han afsluttede et fremragende angreb af gæsterne. Det burde være endt 3-3, men der skete ikke mere på målfronten i weekendens eneste pointdeling.
Brabrand IF – Næstved Boldklub 0-1 (0-1)
Der var blot spillet fem minutter, da Næstved kombinerede sig flot igennem Brabrand-defensiven. At det var forsvarsspilleren Christoffer Daluiso, der skulle agere skarpretter, lå ikke just i kortenen, men han leverede sin første scoring i den grønne trøje. Og på den måde vandt Næstved sæsonens første sejr, mens Brabrand tabte for tredje gang af tre mulige.