Overblik: Målmagere, assistkonger og rene bure i Betinia LIGA

Det vrimler med tal og statistikker i Betinia LIGA, og i kølvandet på 10. spillerunde har LigaManager samlet et trekløver, der giver svar på følgende spørgsmål:
Hvem er ligaens største målmager? Hvad hedder ‘assist-kongen’? Og hvem er egentligt bedst til at holde rent bur?
Lad os tage svarene fra en ende af med afsæt fra tal hentet fra 1.division.dk.
Kasper Andersen
Øverst på Betinia LIGAs topscorerliste finder vi fortsat Aarhus Fremads Kasper Andersen.
Siden sit hattrick mod Hillerød tilbage i starten af august, har den 27-årige nemlig scoret yderligere fem mål, og er nu oppe på otte sæsonscoringer, hvoraf det seneste blev sat ind i lørdagens 3-0 sejr over Hobro.
Dermed står Kasper Andersen nu noteret for hele 42 procent af Aarhus Fremads i alt 19 scoringer.
Topscorerlisten i Betinia LIGA:
- Kasper Andersen (Aarhus Fremad): 8 mål
- Frederik Gytkjær (Lyngby): 6 mål
- Adrian Justinussen (Hillerød), Kelvin John (AaB), Isak Snær Thorvaldsson (Lyngby): 5 mål
Mathias Kubel
For at finde svaret på, hvem der er assist-kongen i Betinia LIGA, skal vi blive i Aarhus Fremad. Her har Mathias Kubel lagt op til hele fem mål.
Den seneste assist blev i øvrigt produceret i Aarhus Fremads føromtalte kamp mod Hobro, hvor 23-årige venstrekant i kølvandet på en spektakulær solotur serverede bolden for fødderne af Kasper Andersen.
Forinden havde Mathias Kubel selv gjort det til 2-0 på straffespark, hvilket var hans scoring nummer tre i denne sæson.
Assistlisten i Betinia LIGA:
- Mathias Kubel (Aarhus Fremad): 5
- Andreas Smed (Hvidovre) + 4 andre: 3
- Lukas Klitten (Hobro) + 17 andre: 2
Matej Delac
Det skal dog som nævnt ikke kun handle om målmagere og assistkonger. Vi skal også se nærmere på de tal, der viser, hvem der bedst til at tage med hænder.
Og det er ham, der vogter målet i Horsens.
Matej Delac er nemlig fortsat den keeper i Betinia LIGA, der har holdt ‘rent bur’ flest gange. Således har den 33-årige kroat disket op med et clean sheet i hele syv af de første 10 runder af sæsonen, svarende til 70 procent.
Læg dertil, at Matej Delac i skrivende stund opererer med en redningsprocent på 85,7, hvilket også er bedst af alle målmænd i Betinia LIGA.
Rent bur i Betinia LIGA
- Matej Delac (Horsens): 7
- Lennart Moser (Kolding), Vincent Müller (AaB), Jonathan Ægidius (Lyngby): 4
- Anders Ravn (Hvidovre), Jonas Dakir (Hobro): 3
Du kan finde mange flere tal-artikler her på LigaManager.dk.
