Se tallene: Her indkasserede klubberne i CampoBet 2. division
Thisted FC sluttede sæsonen med det bedste forsvar, mens HIK sluttede med den værste defensiv i CampoBet 2. division. Både i sæsonen som sådan og i slutspillet. Alligevel har de to klubber faktisk én ting til fælles. De indkasserede lige mange mål før og efter pausen. Det præsterede ingen af de andre seks klubber i slutspillet.
Her hører ligheden så også op, for Thisted indkasserede fem mål på begge sider af pausen. HIK indkasserede 14. Ligesom i grundspillet viste Thisted FC også i slutspillet en imponerende fysiks udholdenhed. De indkasserede kun ét mål i kampens sidste kvarter. Det samme som i kampens første kvarter.
Det er en kontrast til både FC Roskilde, HIK men forbløffende nok også Vendsyssel FF, der sluttede sæsonen som oprykker. De havde det næstbedste forsvar i spillet med 12 indkasserede mål. Otte af dem blev lukket ind efter pausen og hele fem af dem i kampens sidste kvarter.
ABs divisionsvindere var det eneste hold, som ikke indkasserede mål i kampens første kvarter, mens Næstveds statistik skiller sig markant ud og måske forklarer, hvorfor sæsonen ikke mundede ud i dén andenplads, som man lå til ved vinterpausen. “De Grønne” lukkede forbavsende 18 mål ind i slutspillet. Ikke færre end 12 af dem blev lukket ind før pausen.
Det var ikke engang nogen af klubberne i kvalifikationsspillet tæt på at gøre efter. Ingen af de seks nederste indkasserede mere end otte mål før pausen i turneringens sidste 10 runder. Bedst af alle før pausen var Brabrand IF med to mål imod.
Hverken VSK Aarhus eller Skive IK lukkede mål ind i kampens sidste kvarter i kvalifikationsspillet, mens man måske her finder en vægtig grund til, at Ishøj IF endte som nedrykker. De indkasserede 17 mål i alt. Flere end alle andre. Flest indkasserede de i det sidste kvarter af første halvleg og det sidste kvarter af anden halvleg. Det haltede åbenbart med koncentrationen mod slutningen af en halvleg.