Silas Andersen åbner for FCK til vinter
.jpeg)
FC København endte med at hente Mads Emil Madsen i transfervinduets sidste timer – men kunne i stedet have fået fingrene i en anden dansk midtbanespiller: Silas Andersen fra BK Häcken. Som Ligamanager også skrev så var den unge Häcken-stjerne et emne i FC København.
Den 21-årige dansker, som tidligere har været en del af FCK’s ungdomsafdeling, bekræfter nu selv, at der var konkret interesse fra hovedstadsklubben, som ifølge Tipsbladet bød omkring 25 millioner kroner.
Silas Andersen har for alvor slået igennem i Allsvenskan siden skiftet fra Utrecht til BK Häcken tidligere i år – og han forstår godt, hvorfor Häcken ikke ville sælge. Det fortæller han til Tipsbladet.
"De (FCK, red.)lagde jo et bud, og klubberne talte sammen. Men det var nok bare lidt for tidligt. Häcken ville ikke slippe mig midt i en europæisk sæson. Det skulle nok have været en større sjat penge," siger han.
Men selvom FCK-handlen glippede denne gang, udelukker Andersen ikke et skifte i nær fremtid.
"Hvis jeg bliver ved med at præstere, står de der måske igen til vinter – og forhåbentlig også andre klubber," lyder det.
