AaB: Skovgaard undersøger muligheder i udlandet
AaBs 18-årige Bertram Skovgaard ligner en fodboldspiller, der er på vej til Italien, hvor Lecce skulle være interesseret i den talentfulde angriber.
Det har italienske medier i hvert fald skrevet om de seneste døgn, og nu bekræfter AaBs sportschef, John Møller, at Bertram Skovgaard måske er fortid i Aalborg:
“Jeg kan sige så meget, at han ikke træner med hos os. Han er i gang med at undersøge en mulighed i udlandet.”
“Der mangler stadig nogle detaljer. Vi er ikke helt i mål,” udtaler John Møller således til bold.dk, hvor han også understreger, at klubben gør sit til, at “lægge den bedste plan” for Bertram Skovgaard:
“Vi er rigtig glade for Bertram. Han er en spiller, der kom til som U17-spiller fra B.93. Han har gjort det godt på akademiet, og han er kommet op på førsteholdet, hvor han har fået kampe.”
“Det, vi kigger på lige nu, er, hvordan vi kan lægge den bedste plan for Bertrams fortsatte udvikling, og der kigger vi på nogle forskellige muligheder i øjeblikket.”
“Vi har været i dialog med Bertram og hans bagland, så han kan blive ved med at tage nogle skridt i sin udvikling. Der er blandt andet en mulighed i udlandet, som han er i gang med at undersøge nærmere,” slutter John Møller.
Bertram Skovgaard står noteret for ni seniorkampe for AaB, hvor det er blevet til et enkelt mål. Hans kontrakt med AaB løber frem til sommeren 2028.