Skive-anfører om comeback: Hurtigere end ventet

Fulgte man godt med i Skive IKs sidste kamp i CampoBet 2. division i efteråret, ville man have bemærket, at Christian Kudsk gjorde comeback. Anføreren fik de 17 minutter af udekampen mod Fremad Amager, og det var faktisk et noget hurtigere comeback end ventet, udtaler Kudsk til LigaManager.

”Det var dejligt at være med igen, men det skulle tage tre måneder at komme sig over min skade. Så vi havde egentlig aftalt, at det nok ikke lige skulle være den sidste kamp, at jeg spillede i med tanke på risikoen, det indebar. Men det er ikke gået helt, som vi havde håbet på, så Anders Jensen (Skive-træner, red.) ville gerne have mig med i den sidste kamp”, fortæller Kudsk med henvisning til, at resultaterne i efteråret for Skive har udviklet sig, at de overvintrer på en 11. plads.

”Men jeg havde trænet med i 14 dage, og det var gået rigtig godt. Jeg havde slet ikke mærket noget til skaden. Vores fysioterapeut var heller ikke bange for, at der skulle ske knæet noget. Han var mere bekymret for, at der kunne opstå nogle følgeskader”, fortsætter Kudsk, som rev det inderste ledbånd i knæet over bare 14 dage inde i sæsonen.

”Det skete endda ”bare” til træning, hvor vi øvede nogle standardsituationer. Det var bare super træls,” konstaterer Kudsk, der, for at illustrere hvor Skive IKs problemer har ligget i efteråret, stadig er delt topscorer på klubbens interne liste. Sammen med Frederik Sloth. Og Kudsk har kun scoret i én kamp sæsonen! Det gjorde han så også fire gange i premieren i Helsingør.

”Det har sgu været hårdt at sidde udenfor og se gutterne have det så svært. Man sidder jo udenfor og føler, at man kunne have været med til at gøre en forskel. Jeg føler egentlig også, at spillet har været ok, men der har bare manglet nogle mål.”

Nu står den på yderligere styrket af knæet i vinterpausen, og så er Christian Kudsk klar til at hjælpe Skive IK fri af nedrykningspladserne når forårssæsonen skydes i gang i første weekend i marts.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet