Skives Man of the Match: “Det nytter jo ikke noget”

Malthe Bøndergaard leverede en stærk indsats i hjemmekampen mod FC Helsingør. Han blev kåret til kampens spiller, og tog samtidig part i endnu en opsigtsvækkende kamp. Nede 0-2 for anden uge i træk fik Skive igen point.

Præcis som ugen før mod Ishøj i en anden dramatisk 2-2-kamp i CampoBet 2. division. Adspurgt efter kampen hvorfor de skal have ryggen mod muren, før de folder sig, funderede forsvarsspilleren selv over svaret.

“Det er et godt spørgsmål, hvorfor vi først spiller sådan, når vi kommer bagud 0-2. Det er noget af det, vi skal prøve at finde frem til i den kommende uge. Det viser stærk moral, at vi slår igen, men det nytter jo ikke noget, at vi skal være bagud med en eller to, før vi begynder at spille,” erkendte Bøndergaard overfor SIK TV. Overfor han også påpegede vigtigheden af comebacket.

“Jeg er fint tilfreds med min egen kamp, men vigtigst af alt var det, at vi fik det ene point med. Det er et vanvittigt vigtigt point. Havde de taget tre point herovre, så havde det set helt anderledes ud. Derfor var det vigtigt, at vi kom tilbage i dag.”

For den unge forsvarsspiller har de seneste uger også budt på flere starter og større ansvar. Men de personlige ambitioner fylder mindre lige nu.

“Selvfølgelig har man personlige mål, og man vil gerne spille fast. Men med den situation, vi står i som hold, har man lagt det lidt til side. Nu handler det om at sikre endnu en sæson i CampoBet 2. division.”

Skive går nu ind i et tæt kampprogram med tre kampe på en uge, men det er ikke noget, der skræmmer Bøndergaard.

“Det er fedt. Det er jo derfor, vi spiller fodbold. For at spille kampe. Så handler det bare om at komme hjem, få benene op og være klar igen.”

Trods den pressede situation i tabellen mærker han en stærk tro i truppen efter endnu et comeback.

“På det her tidspunkt af sæsonen kunne man måske godt have haft en tendens til at slå op i banen, men det er der ingen, der gør. Vi arbejder videre, og både i Ishøj og mod Helsingør synes jeg faktisk, vi presser på for at få de tre point til sidst. Det synes jeg er stærkt.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet