Skotter vil sænke FCM i heksekeddel

Når Hibernian torsdag aften tager imod FC Midtjylland i returkampen i Europa League-kvalifikationen, står alt åbent efter 1-1 i det første opgør i Herning. For skotterne handler det ikke kun om avancement – det handler om at fuldføre en rejse, der begyndte med overlevelse og endte i europæisk håb.
"Vi gik ikke igennem alt det, vi gjorde sidste sæson, bare for at ryge ud på dag ét, siger australieren Jack Iredale til avisen Edinburgh Evening News.
Efter en sæson, hvor Hibs kæmpede sig op fra bunden til en tredjeplads i ligaen, nægter spillerne at tage let på kampen mod et rutineret dansk mandskab. På et udsolgt Easter Road vil mere end 18.500 Hibernian-fans bakke holdet op – en kulisse, der betyder noget helt særligt for truppen.
"Vi vil gerne fortsætte denne rejse. Vi ved, det er en rejse, og jeg tror, vi har meget mere i os endnu," siger Iredale.
Han ser især frem til at mærke støtten fra tribunerne, som spiller en nøglerolle – både mentalt og taktisk – i opgøret. Der ventes nemlig rekordmange tilskuere på Easter Road i aften.
"Jeg kan ikke vente med at se Easter Road fyldt med Hibs-fans, og høre den larm, de kan skabe for os."
Hibernian har aldrig tidligere kvalificeret sig til et europæisk gruppespil, men torsdagens kamp kan bringe dem ét skridt tættere på den historiske bedrift.
