Sønderjyske-lejesvende kan ikke løse alle Brønshøjs problemer

Brønshøj Boldklub har fået en enorm skidt start på sæsonen i CampoBet 3. Division, hvor det er blevet til lutter nederlag i de tre første runder.
Først tabte man 3-0 til Vejgaard på udebane, så blev det til et nederlag på 3-2 hjemme mod Hørsholm-Usserød og senest fik man så hul på målscoringen, men lukkede samtidigt helt op i egen defensiv og tabte 5-3 i Holbæk.
Til gengæld kan man i Brønshøj glæde sig over, at man har fået bragt talent fra øverste række ind i truppen, da de to 20-årige Sønderjyske-lejesvende Gustav Wagner og Anders Bergholt er kommet til.
“Jeg synes, det er et godt krydderi til truppen. Man kommer ikke ind i en Superliga-trup, hvis man ikke har noget kvalitet,” siger Brønshøj-cheftræner Jamil Fearrington, der dog straks advarer om, at lægge alt for tungt pres på de to lejesvende, der i første omgang er udlejet fra Superligaklubben Sønderjyske til Brønshøj Boldklub frem til årsskiftet.
“Det er to drenge på 20 år, så det er jo heller ikke fordi, de bare går og tager de resterende ni på banen med sig og siger “kom med her, så skal vi nok vise jer vejen.” Men de går ind på lige fod med alle de andre i truppen og tilføjer noget kvalitet på de ting, de er gode til”, siger Jamil Fearrington.
Gustav Wagner er central stopper og kan også operere som højre back, mens Dybbøl-drengen Anders Bergholt er offensiv midtbanespiller og kant.
Næste opgave for Brønshøj Boldklub bliver en svær én af slagsen, de hvepsene skal en tur til Falster, hvor de spiller fredagskamp ude mod Nykøbing FC.
Senest de to klubber tørnede sammen var i maj 2021, da begge klubber var i 2. Division. Dengang vandt dengang Brønshøj 2-0 på hjemmebanen i Tingbjerg.
Nykøbing FC - Brønshøj Boldklub fløjtes op fredag klokken 19:30.
