Stor glæde hos Fremad: Ingen yderligere pointstraf
Fremad Amager slipper for yderligere pointstraf i CampoBet 2. division. Det stod klart efter et møde i Sø- og Handelsretten tirsdag. Et møde mellem gældsstyrelsen, de tidligere ejere og det nye ejerskab, hvor den tidligere annoncerede rekonstruktion blev ophævet.
Det stadfæstede en dommer, fordi parterne kunne påvise, at gamle selskabs gæld til SKAT var blevet løftet. Det betyder, at Øens Hold altså kan nøjes med de seks point, som allerede er fratrukket i tabellen. Og ikke de frygtede yderligere tre.
Det vakte selvfølgelig begejstring på Amager, og timingen i ophævelsen kunne næsten ikke have været mere optimal. Onsdag aften var der nemlig dømt optaktsmøde i klublokalet for Fremad Amager-fan-gruppen De Blå/Hvide Engle.
Her mødte sportschef David Boysen og medejer Jacob “Gaxe” Gregersen frem med både åben pande og brede smil. Samt skuldre der føltes en smule lettere.

“Ja, det har været en god dag,” bekræftede makkerparret overfor LigaManagers udsendte, hvorefter de kunne fortælle den fremmødte fan-skare, at ophævelsen var trukket tilbage, fordi parterne var nået til enighed om at møde nogle af de økonomiske udfordringer sammen.
Om dette betyder, at den nye ejerkreds har hostet op med flere finanser end umiddelbart planlagt blev ikke umiddelbart uddybet. Og heller ikke udfordret af en venligt indstillet tilhørerskare.
Under ledelse af formand Brian Nielsen blev Boysen og “Gaxe” istedet mødt af spørgsmål omkring bolddrenge. Indløb til forestående kampene, mulighed for køb af faste sæder i Sundby Idrætspark, toiletforhold og et forestående comeback fra Ronaldos Café som pølseleverandør. Og så blev der ellers kigget frem mod fredagens forårspremiere.
“Jeg kan bekræfte, at truppen, bortset fra en enkelt tvivlsom spiller, er komplet kampklar. Vi har vist os meget modstandsdygtige i træningskampene, og vi forventer 1500 mennesker på stadion, når Næstved Boldklub kommer på besøg fredag aften”, fortalte David Boysen den forsamlingen.
Der er kickoff til kampen mellem Fremad Amager og “De Grønne” kl. 19:00 i Sundby Idrætspark.
Vi har tidligere dækket sagen i Fremad Amager, som du kan læse her.