Thisted-træner efter erobring af førsteplads: Adrenalinen pumper

Det var en dramatisk kamp mellem AB og Thisted FC. Det behøvede man bare følge sidstnævntes cheftræner på sidelinjen for at konstatere. Det svingede fra jubel til hjerteanfald.
”Adrenalinen pumper lige så vel, som den gør på spillerne. Jeg er selv tidligere spiller, og når man vil gøre alt for at vinde, er jeg også lidt oppe at koge en gang imellem,” smiler Kristensen, der kunne se det paradoksale i, at det krævede tre mål for at slå AB.
”Vi har altid været gode i vores defensiv og lukket få mål ind, men nu er vi begyndt at score mange mål. Jeg er egentlig bedøvende ligeglad med, hvordan vi vinder kampene, det er tre point, der tæller, og dem tog vi i dag. Ikke på en sindssygt flot fodboldkamp fra nogen af partene, men det er os, der prøver at tage initiativet, og vi holder AB til meget få chancer.
"Vi giver selv begge mål væk og i anden halvleg kan jeg ikke mindes, at de havde et skud, der var farligt,” konstaterede Daniel Kristensen overfor LigaManager i en analyse, som AB-træner Joey Gudjonsson var enig i.
Men der skulle tre føringer til, før Thisted FC kunne fejre sejren, og Thisted-chefen var ikke helt tilfreds med dommertrioen undervejs. Især ikke ved ABs straffespark.
”Men jeg sagde også til spillerne inde i omklædningsrummet, at jeg selvfølgelig ikke skal opføre mig på den måde. Det er ikke fair. Omvendt bruger jeg og staben rigtig mange timer på det her i løbet af ugen. Så forventer vi selvfølgelig også, at der kommer en top-præstation fra en trio.
"Jeg siger ikke, at de dømte dårligt, men jeg synes, der var nogle kendelser i dag, der måske ikke faldt vores vej. Men sådan er fodbold, det ved jeg godt,” erkendte Daniel Kristensen, der kunne rejse hjem til Thy som ny nummer et i CampoBet 2. division, og der var store roser til truppen fra bossen.
”Jeg har heldigvis en meget ydmyg gruppe at arbejde med. De ved godt, at nu nyder vi det i dag, helt sikkert også i morgen. Men på mandag træder vi ind på græsset igen, og så skal vi arbejde fokuseret fremad imod en hjemmekamp på fredag mod Helsingør. Det bliver en svær kamp, det ved vi.” Men trods alt en sjovere kamp at gå ind til som nummer ét?
”Det er jeg helt enig i.”
Thisted FC spiller næste kamp fredag aften mod Helsingør i CampoBet 2. division. Det er på hjemmebane kl. 19:00.
