Frank presses af Carricks succes
Thomas Frank kan ikke vide sig sikker efter 2-2 kampen mod Burnley. Ledelsen hos Tottenham kan lade sig inspirere af andre klubber, vurderer toneangivende medie.
Tottenham Hotspur står nemlig i et svært dilemma efter lørdagens skuffende pointdeling mod Burnley, hvor de medrejsende fans på Turf Moor endnu engang luftede deres frustrationer over manager Thomas Frank. Under kampen lød de ironiske tilråb “sidelæns og baglæns, uanset hvor vi går”, hvilket understreger den dybe kløft, der er opstået mellem klubbens spillestil og tilhængernes forventninger.
Bestyrelsen har hidtil været fast besluttet på at bakke op om Frank, da en fyring nu ville være en indrømmelse af, at ansættelsen har været en fejl. Men presset øges dag for dag, især når man ser på den transformation, som Manchester United netop nu gennemgår. Avisen London Evening Standard der er blandt de medier, der følger Tottenham tættest skriver:
“Michael Carrick har vist hos Manchester United, at en ændring i budskab og tilgang kan indsprøjte nyt liv i en kriseramt klub. United var et rod under Ruben Amorim, men de er blevet forvandlet under Carrick.”
Mens United-fansene har fået stoltheden tilbage efter sejre over både Manchester City og Arsenal, råber Spurs-fansene nu på handling. Navnet Mauricio Pochettino nævnes oftere og oftere som en mand, der kunne genoprette forbindelsen til fansene, men markedet for topmanagere er begrænset her i januar.