Top 10: De bedste Superliga-spillere nogensinde
De har henrykt os. De har underholdt os. Igennem tiden har utallige talentfulde spillere været forbi Superligaen, nogle har lavet et større aftryk end andre, nogle har decideret tryllebundet os med deres fantastiske fodboldspil. Vi tager nu et kig på den absolutte top af listen af Superliga-spillere igennem tiden. Hvem er de bedste? Her får du en top 10 over de bedste spillere, som har været forbi vores allesammens Superliga igennem tiden:
- Mohamed Zidan
Ingen over, ingen ved siden af. Mohamed Zidan tryllebandt hele Danmark med sine magiske driblinger og sit farverige fodboldspil i starten og midten af 00’erne. Siden da har ingen været i nærheden af at kunne matche Zidans uovertrufne teknik, og spørgsmålet er, om vi nogensinde får en diamant som Mohamed Zidan at se igen i Superligaen.
Zidan nåede at repræsentere både AB og FC Midtjylland, inden egypteren satte kursen mod Tyskland, hvor han nåede at optræde for Werder Bremen, Hamburger SV, Mainz 05 og Borussia Dortmund, inden karrieren sluttede i Abu Dhabi og Egypten.
- Jesper Grønkjær:
Da Jesper Grønkjær vendte tilbage til Danmark og FC København i 2006 markerede det starten på klubbens europæiske æra. FC København kvalificerede sig for første gang til Champions League gruppespillet, og Grønkjær var en profil fra første fløjt. Det blev til 5 sæsoner for Grønkjær i hvidt, hvor han var en nøglespiller for Ståle Solbakken gennem hele perioden. Selvom han er mest kendt for sin tid i København, så startede Grønkjær sin karriere i AaB hvor han blev en profil inden han blev solgt til Ajax og sidenhen til bl.a. Chelsea og Atlético Madrid.
Nordjyske Jesper Grønkjær er faktisk født i Nuuk, så selvom han må tage til takke med andenpladsen her på listen, så kan han bryste sig med at være den bedste fodboldspiller nogensinde, der er født i Grønland.
- Dame N’Doye:
En kold januardag i 2009 præsenterede FC København en senegalesisk angriber, som skulle supplere det stjernespækkede angreb bestående af navne som Morten Nordstrand, César Santin og Ailton Almeida. Efter et længere tilløb viste ‘Damen’ sin store målnæse og sin vanvittige fysiske pakke. I de efterfølgende år var det ikke sjovt at spille midterforsvar i Superligaen, når FC København og Dame N’Doye kom på besøg. N’Doye var brandvarm og afgjorde flere kampe, da FC København i efteråret 2010 spillede sig videre fra Champions League gruppespillet som det første danske hold nogensinde. Dame N’Doye fik vist at klasse ikke fornægter sig, da han vendte retur til FC København i 2018 og formåede at score hele 31 mål i 47 kampe over to sæsoner. Det er imponerende af en mand midt i 30’erne!
- Johan Elmander:
Johan Elmander blev hentet til Brøndby IF inden 2004-05 sæsonen, og blev hurtigt en fanfavorit på Vestegnen, og en af træner Michael Laudrups første spillere på holdkortet. Elmanders kreative offensive kvaliteter var instrumentale i Brøndbys sæson, som endte med ‘The Double’ til de blågule samt titlen som årets spiller i klubben til Elmander. Elmanders elegante fodboldspil og rappe fødder var med til at sikre ham en fodboldkarriere på store adresser rundt omkring i Europa, inden han vendte retur til den københavnske vestegn i 2014. Johan Elmander blev kun endnu mere populær i de blågule fans hjerter, da han blev set i Galatasarays udebaneafsnit i Parken i 2023, i en kamp imod Brøndby’s ærkerivaler fra FC København.
- Jakob Poulsen:
Før Jakob Poulsen blev mesterskabstræner, var han en gudsbenådet fodboldspiller med en flødefod som gjorde ham til en regulær dødboldsspecialist. Selv samme flødefod var også stærkt medvirkende til at Jakob Poulsen er den spiller med flest assists i Superligaens historie – endda med et stort spring ned til nummer to på listen. Jakob Poulsen startede sin karriere i Esbjerg fB og var også forbi AGF, men det er tiden i FC Midtjylland som han huskes bedst for. Her var han en bærende spiller, da FC Midtjylland vandt klubbens to første Superliga Trofæer. Jakob Poulsen er nu en af to personer som har vundet Superligaen både som spiller og træner, en flot præstation som han og Brian Priske har opnået!
- Ebbe Sand:
“Mennesket bag målene” blev titlen på bogen af Bo Østlund om Ebbe Sand fra 2002, som blev skrevet efter at Ebbe Sand havde lavet mål på samlebånd for Brøndby IF og landsholdet. Han blev hurtigt en publikumsfavorit på den københavnske vestegn, og fik kælenavnet Superman af Brøndbys fans. På banen viste han sin målnæse i Danmark inden turen gik til Tyskland og Schalke 04, hvor han ligeledes er en særdeles populær herre, selv den dag i dag. Ebbe Sands bedste sæson i Superligaen var sæsonen 1997-98 hvor han lavede vanvittige 28 mål i 33 kampe. En sæsonrekord som stod indtil Robert Skov præsterede at lave 29 mål i 2018-19. Ebbe Sand flyttede i sin tid til Københavnsområdet fra Hadsund for at studere på DTU, og ikke for at spille fodbold. En imponerende fodboldkarriere af en ingeniørstuderende!
- Hans Henrik Andreasen:
Blå/hvide striber må være Hans Henrik Andreasens yndlings farvekombination, da næsten alle af legendens 397 superliga kampe er spillet for Esbjerg og OB. Den målfarlige midtbanespiller fik sit gennembrud i Esbjerg fB og rykkede senere til OB efter en tur i tyske Greuther Fürth. Hans Henrik Andreasen opnåede en enkelt landskamp for Danmark i 2010 mod Tjekkiet, og blev året efter matchvinder i en legendarisk hjemmekamp for OB mod et stærkt Villarreal hold. Udover kælenavnet ‘HH’ fik Hans Henrik Andreasen også kælenavnet ‘Den Hvide Klapperslange’, som må siges at være et rammende navn for en af Superligaens mest målscorende midtbanespillere nogensinde.
- Morten ‘Duncan’ Rasmussen:
Selvfølgelig skal Superligaens All-Time topscorer med på denne liste, og hvilken karriere som han kan se tilbage på. Duncan scorede sine Superligamål AGF, Brøndby IF, AaB og FC Midtjylland, for hvem han er assistenttræner for den dag i dag. Han lavede mange af sine mål på baggrund af bomstærke fysiske statur, og han dukkede ofte op i feltet hvor han havde sidste fod eller hovedet på bolden. Han fik sit kælenavn ‘Duncan’ efter Everton-legenden Duncan Ferguson, som var kendt for at være en særdeles hård hund på banen. Om man slog sig ligeså meget på Superligaens All-Time Topscorer, vil jeg lade være op til debat, men med imponerende 145 mål i 355 kampe må den irske Duncan misunde den danske Duncans målnæse.
- Per Nielsen
En vaskeægte one-club player. En sjældenhed og en mangelvare i moderne fodbold. Når man siger Brøndby, må man også sige Per Nielsen og vice versa. Forsvarsgeneralen fik sin debut for de blå/gule i 1993 og spillede for klubben helt indtil han indstillede karrieren i 2008. Per Nielsen vandt hele 5 ligatitler og 4 pokaltitler med Brøndby IF, og han løftede flere af pokalerne som anfører for klubben. Han nåede, ud over imponerende 547 kampe for Brøndby IF, også en håndfuld landskampe i rødt & hvidt, dog størstedelen for det hedengangne ligalandshold. Per Nielsen har efter sin aktive karriere været træner for bl.a. Hvidovre IF og Brøndby IF’s succesfulde kvindehold.
- Jesper Hansen
1 mand. 2 lande. 3 mesterskaber. Det er de hidtidige fakta for Jesper Hansens imponerende fodboldkarriere, som i den grad stadig er i gang. Målmanden har vundet mesterskabet med FC Nordsjælland, FC Midtjylland og senest med AGF. Udover hans ligatitler har han også vundet pokalturneringen 3 gange, og har rekorden for flest clean sheets i Superligaens historie, som han overtog fra Mogens Krogh. En glemt og undervurderet præstation var Jesper Hansens bronzemedaljer med Lyngby i 2017, hvor målmanden i løbet af sæsonen blev kåret som Månedens Spiller efter fire clean sheets i september 2016. I skrivende stund har Jesper Hansen rundet 41 somre, men med sit nuværende niveau og professionalisme har rekordmageren flere Superliga-sæsoner i sig.