Tophold henter forstærkning i FC Midtjylland

Topholdet i CampoBet 2. division, Thisted FC, har forstærket truppen yderligere med Christian Jørgensen. Han kommer på en lejeaftale fra FC Midtjylland. Den unge midtbanespiller har allerede gjort sig bemærket på højt niveau og bliver nu en del af holdet i den kommende periode, melder de blå fra Limfjorden ud på deres hjemmeside.
Cheftræner Daniel Kristensen, som selv har en fortid hos FC Midtjylland, ser frem til samarbejdet:
“Vi er glade for at have fået muligheden for at leje Christian i FCM. Han er først lige blevet seniorspiller, så vi glæder os over at få muligheden for at arbejde med ham."
"Christian Jørgensen kommer med et CV, der tæller Youth League for FC Midtjylland samt en del U17-landskampe. Han kan dække rigtig mange positioner, men vi ser ham helt klart på den centrale midtbane. Her skal han slås om spilletid med de andre dygtige spillere, vi har derinde.
Christian kommer med enorm energi og har et stort løbepensum samt rigtig mange højintense meter. Derudover har han også vist sig som en, der kan score, da han tager rigtig mange dybe løb”, siger cheftræner Daniel Kristensen.
Christian Jørgensen ser heldigvis frem til udfordringen, fortæller Thisted FC videre.
“Jeg er glad for at kunne blive lejet ud til Thisted. Jeg glæder mig til at spille seniorfodbold og håber på at kunne få nogle spilminutter på et højt dansk niveau.
"Jeg er også glad for at blive i det jyske, især i det vestjyske, da jeg selv er fra Sydvestjylland. Som en fyr med begge ben på jorden og stor arbejdsmoral, tror jeg, at jeg passer godt ind i området og kan falde nemt til både på holdet og i klubben.
"Jeg forventer, at opholdet kan hjælpe mig med at udvikle mig som fodboldspiller, især i forståelsen af seniorfodbold, som jeg regner med er mere fysisk og kynisk end U19-ligaen. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan hjælpe Thisted FC med at spille med om de sjove pladser i CampoBet 2. Division”, siger Christian Jørgensen
