Tottenham-stjerne i dramatisk trafikuheld

Tottenham-stjernen Randal Kolo Muani slap tirsdag uskadt fra en dramatisk bilulykke på motorvejen M25, da et dæk eksploderede på hans sorte Ferrari. Ulykken skete, mens den 27-årige franske angriber var på vej mod Stansted lufthavn for at støde til resten af truppen forud for onsdagens vigtige Champions League-opgør mod Eintracht Frankfurt. Det skriver London Evening Standard.

Holdkammeraten Wilson Odobert kørte i en separat bil lige bag Kolo Muani og overværede hele hændelsen, hvorefter han straks holdt ind for at hjælpe. Billeder fra ulykkesstedet viser omfattende skader på sportsvognen, hvor det højre forhjul er fuldstændig ødelagt, og air bags er udløst, men heldigvis slap spilleren fra episoden uden skrammer.

Manager Thomas Frank kunne på tirsdagens pressemøde i Tyskland berolige fansene og bekræfte, at begge spillere er i god behold:

”Kolo Muani og Wilson Odobert er begge okay. De var desværre involveret i et mindre uheld, da et dæk eksploderede. De er en smule forsinkede, men lander senere i aften, og jeg forventer fuldt ud, at de begge er til rådighed til kampen i morgen.”

Selvom de to franskmænd er klar, er Tottenham fortsat hårdt ramt af skader. Thomas Frank bekræftede samtidig, at forsvarsstjernen Pedro Porro er ude i de næste fire uger med en lårskade, mens Micky van de Ven heller ikke er rejst med til Frankfurt på grund af et mindre problem, som dog ikke forventes at holde ham ude af weekendens kamp mod Manchester City.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League