Tristan Andrew landet på Riisvangen

Aarhus Fremad har skrevet kontrakt med det 20-årige midtbanetalent, Tristan Andrew, der ankommer til Riisvangen på en fri transfer.

Det oplyser Aarhus Fremad på klubbens hjemmeside.

Tristan Andrew har fået sin fodboldopdragelse på FC Københavns ungdomsakademi og har senest været i forløb i polske Pogon Szczecin.

Nu fortsætter karrieren i Aarhus Fremad, hvilket klubbens rekrutteringsansvarlige, Lauritz Hørby, ikke overraskende er begejstret for.

“Vi havde Tristan med i pre-season, hvor han gjorde et rigtig stærkt indtryk på os – både som spiller og menneske. Han er en elegant og teknisk midtbanespiller, der evner at bryde modstanderens kæder, både gennem afleveringer og sit drev med bolden.”

“Efter prøvetræningen var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville tilknytte Tristan, hvis muligheden opstod. Den mulighed er kommet nu, og vi er rigtig glade for at få Tristan til Aarhus Fremad,” slutter Lauritz Hørby.

Tristan Andrew har fået trøje nummer tre og kan få debut allerede onsdag eftermiddag, hvor Aarhus Fremad møder 3. divisionsklubben Hørsholm-Usserød i 3. runde af DBU Pokalen.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA