Uforløst lokalbrag mellem VSK og Brabrand
Der blev ikke scoret mål i lokalopgøret mellem VSK Aarhus og Brabrand IF i CampoBet 2. division. Intensiteten fejlede imidlertid intet i blæsten på kunstgræsbanen hos VSK. Med 0-0 forlængede Brabrand sin ubesejrede stime til seks kampe og øgede samtidig afstanden yderligere til nedrykningsstregen.
Brabrands 19-årige keeper Lucas Martin gjorde comeback efter en længere periode med skader og sygdom. Den unge målmand stod i flere tilfælde i vejen for store VSK-chancer. Brabrand kom ellers bedst fra start og satte sig på spillet med hurtigt og kreativt angrebsspil.
Efter ti minutter var Simon Vesterbæk tæt på at bringe gæsterne foran med et langskud, der blev rettet af undervejs, men VSK-keeperen diskede op med en flot redning. Kort efter misbrugte Magnus Kjellerup endnu en stor mulighed, da han sendte bolden over mål fra en fri position.
Herefter arbejdede VSK sig ind i kampen og skabte problemer med deres bevægelighed og omstillinger. To gange i første halvleg slap hjemmeholdets angribere fri, men begge gange reddede Lucas Martin situationen.
Efter pausen sad Brabrand igen mest på bolden, men havde svært ved at omsætte overtaget til åbne chancer. I stedet lurede VSK på kontraangreb, hvor gæsternes keeper endnu en gang viste sin klasse. I slutfasen forsøgte Brabrand at sikre pointet med friske kræfter fra bænken, og det lykkedes at holde stand.