Vanløse vil sætte power på Paludan igen

Vanløse IF har – vanen tro – set flere profiler forlade klubben i sommerens transfervindue, men til gengæld er en vaskeægte målsluger tilbage i sort og hvidt.

Bjørn Paludan bombede på livet løs i efteråret i den forgangne sæson for Vanløse, hvor han sendte kuglen i netmaskerne hele 14 gange.

Siden skiftede han til FA 2000, hvor det ikke blev til én eneste scoring.

– Vi håber at få genstartet Bjørn igen, siger Vanløse-træner Mads Hadberg.

– Han var uheldig at blive skadet mod os i en træningskamp efter skiftet til FA 2000, hvor han brækkede kindbenet. Det tog tid at komme sig over og ødelagde nok meget af sæsonen for ham der, siger Mads Hadberg, der dog på ingen måde har mistet troen på Paludans scoringsevner.

– Han træner bare godt og koncentreret. Så er det lige med at komme tilbage i målform. Men han arbejder vildt godt for sagerne – og sætter standarder herude, hvilket nærmest er vigtigere, siger den jyske træner i Vanløse.

At trække 14 scoringer ud af et hold vil altid kunne mærkes, men Vanløse fik efter et fornuftigt forår alligevel en femteplads i CampoBet 3. Division i første år efter oprykningen.

Langt over godkendt, så hvad skal det ikke ende med, når den notoriske målscorer nu er tilbage?

– Målene er blevet spredt mere ud på flere positioner, siden han var her sidst, men han er jo en dygtig afslutter, så der skal nok komme mål derfra, siger Mads Hadberg.

– Det handler jo altid om selvtillid for de angribere der, men det får han jo netop ved at arbejde og træne godt. 

Bjørn Paludan terroriserede CampoBet 3. Division i trøje nummer 3, da han senest var i Vanløse.

Et passende nummer til den omskolede stopper, der dog må se som efter et nyt stykke stof, når der fløjtes op for sæsonens første kampe i CampoBet 3. Division.

– Han får et nyt nummer. Vi kan jo ikke bare reservere et nummer til ham, når han pludselig skifter, griner Mads Hadberg.

– Så vi må finde en ny trøje frem til ham. Vi havde en 7’er ledig, men den følte han ikke lige passede til ham. Vi må se, hvad han ender i.

Bjørn Paludan og Vanløse IF indleder sæsonen fredag aften ude mod FC Helsingør klokken 19:00.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div