Vejgaard-anfører: Kold vinter giver ekstra tænding

Onsdag aften er Vejgaard Boldspilklubs anfører, Anders Sønderby, med til at tyvstarte forårssæsonen af CampoBet 3. Division, når nordjyderne skal færdigspille den afbrudte tordenkamp mod Odder Fodbold.

Det sker efter en særdeles lang og ikke mindst utrolig kold vinterpause, der nu endelig har nået sin afslutning.

“Jeg synes at stemningen er god og folk glæder sig til, at komme i gang med at spille om point igen. Vinteropstarten kan altid godt være lidt lang og i år også meget kold, og derfor giver det lidt ekstra tænding og glæde, når turneringen begynder at nærme sig,” siger Anders Sønderby, der tre dage efter tyvstarten sammen med resten af holdet skal møde Odder Fodbold endnu engang, når de lørdag kører sydpå.

Vejgaard er placeret lige over nedrykningsstregen, og Anders Sønderby har da også en forventning om, at man kan holde konkurrenterne bag sig.

“Jeg ser frem i mod forårssæsonen med spænding og optimisme. Vi går et forår i møde, hvor missionen er klar og vi ved, at det kommer til at kræve benhårdt arbejde for at sikre en ny sæson i 3. Division,” siger Vejgaard-anføreren, der vurderer, at foråret kommer til at byde på mange tætte kampe.

“Ligesom da vi var i 3. Division senest, er rækken utrolig jævnbyrdig, så for os handler det om, at vi hver eneste uge og hver eneste kamp, gør alt hvad vi kan, for at sikre os point i weekenden med fuldt fokus på os selv.”

Vejgaard og Odder spiller den resterende del af tordenkampen onsdag aften klokken 19:30. Kampen spilles på Lindholm Høje Stadion i Nørresundby.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div