Veltz trods første mål: Den sidste kynisme mangler
Det blev ikke til den håbede tre point i Skive fredag aften, men for Mathias Veltz markerede kampen alligevel et mindre højdepunkt i sæsonen. Efter syv scoringer hjemme i Roskilde Idrætspark, var det første mål på udebane efter skiftet fra Hillerød.
”Det er selvfølgelig altid dejligt, og det er selvfølgelig også bedre at komme fra Skive med ét point end nul, som det så ud til sent i kampen”, erkendte skarpretteren efterfølgende over LigaManager om et mål, der opstod så pludseligt, at han faktisk ikke helt selv kunne huske detaljerne efter kampen.
”Der kommer en bold ind, og så tror jeg, Emil får afsluttet, og så ender returen lige foran mig. Så var det panden på og hurtigt fat i bolden, så vi kunne prøve at få scoret det vindende mål”.
Det var endnu en tur til Jylland uden sejr for FC Roskilde, og heller ikke i Skive foldede offensiven sig ud, som den er i stand til på hjemmebane.
”Det er svært at sige hvorfor. Jeg synes egentlig, at vi spiller en OK omgang fodbold i dag, og vi kommer frem til de chancer, det kræver for at vinde en fodboldkamp. Man kan jo sige, at man er inde en periode, hvor det bare er lidt stolpe ud, men det er også bare lidt nemt. Der mangler noget kynisme foran kassen, og at vi er lidt skarpere nede i vores egen ende. Vi har givet lidt for lette mål væk på udebane, og det gjorde vi også mod Skive.”
Kampens udvikling taget i betragtning tog Mathias Veltz gerne det ene point med hjem, trods meget stort spilovertag.
”Når man kommer bagud så sent, begynder man jo selvfølgelig at frygte, at man kommer derfra uden noget. Men når man kigger over et helt kampbillede, har vi vel nærmest fuld kontrol i 99 procent af opgøret. Så det er desværre igen bare en dag, hvor den sidste kynisme foran målstregen mangler.”
FC Roskildes sidste kamp i CampoBet 2. division i 2025 står på udebane mod Brabrand IF lørdag kl. 15.00 i Aura Park.