Vendsyssel henter Mortensen: Erfaring, fysik og intensitet
Vendsyssel FF styrker holdet centrale maskinrum. Klubben har nemlig skrevet en etårig kontrakt med Frederik Mortensen.
Den 27-årige centrale midtbanespiller har senest repræsenteret Hobro og har allerede trænet med Vendsyssel i godt og vel en måned, hvor han har givet velsmagende smagsprøver på sin erfaring, fysik og intensitet.
For nu er parterne blevet enige om en aftale. Det oplyser Vendsyssel i en pressemeddelelse.
“Frederik er en spillertype, vi har ledt efter. Han er rutineret, hårdtarbejdende, fysisk stærk og løbestærk, og han kommer med en stor erfaring fra divisionsfodbolden,” udtaler Vendsyssel sportschef, Jens Hammer, og uddyber:
“Vi forventer, at han med sin intensitet og erfaring kan være med til at hæve niveauet både i den daglige træning og i kampene. Samtidig kender han klubben og området, så vi er meget glade for, at det er lykkedes at få aftalen på plads.”
Det samme er Frederik Mortensen selv:
“Jeg er meget glad for at have underskrevet en kontrakt med Vendsyssel FF.”
“Efter at have trænet med i en måneds tid har jeg fået et meget positivt indtryk af klubben, og jeg er overbevist om, at det er et godt sted for mig at fortsætte min fodboldkarriere.
Jeg er også virkelig imponeret over klubbens faciliteter. Det er et område, hvor vi kan hente nogle ekstra procenter i forhold til vores konkurrenter.
Jeg er selv vendelbo og har tidligere spillet ungdomsfodbold i Vendsyssel FF, så klubben har været en del af min fodboldopvækst. Derfor bliver det også specielt for mig at vende tilbage.”
“Jeg glæder mig til at repræsentere Vendsyssel FF og blive en del af det hundeslagsmål, som Betinia Ligaen bliver i denne sæson,” slutter Frederik Mortensen.