Tre dages karantæne for skældsord til VFF-spiller

Der var kog på, da Vendsyssel FF for nylig gæstede FC Roskilde i CampoBet 2. division. Nordjydernes Rasmus Schüller blev præsenteret for to gule kort i samme instans efter 57 minutter. Bare seks minutter efter marchordren til den tidligere finske landsholdspiller, fik han følgeskab i omklædningsrummet.

Magnus Munck fik nemlig også stukket et rødt kort i hovedet, og det gjorde han, fordi han kaldte dommeren “din fucking cunt”.

Det fremgår af kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans under DBU, hvori det videre lyder:

“Dommeren tildelte på den baggrund Vendsyssel FF-spilleren en direkte udvisning for fornærmende, hånende og upassende sprogbrug eller tegn efter § 2a, litra c, nr. 4, i de disciplinære bestemmelser, der takseres til 36 karantænepoint, jf. § 2b i de disciplinære bestemmelser.

Det koster Magnus Munk tre dage i straffeboksen.

“Fodboldens Disciplinærinstans lægger vægt på, at udtrykket er groft nedsættende og må anses for sexistisk sprogbrug med reference til det kvindelige køn”, lyder det i kendelsen.

Vendsyssel FF “tager kendelsen til efterretning”, som de skriver på deres sociale medier.

“Det understreges, at Magnus Munck Bjørnsholm ikke kan genkende at have anvendt de udtalelser, som fremgår af dommerens indberetning. Vi finder det vigtigt at slå fast, at den beskrevne adfærd ikke er udtryk for hverken Magnus’ eller Vendsyssel FF’s tilgang til spillet.

“Den type sprog og opførsel ligger uden for de værdier, vi står på. I Vendsyssel FF bygger vi på ordentlighed, respekt og ansvar. Det er et fundament, vi forventer efterlevet i alle situationer.”

Vendsyssel betrager sagen som afsluttet.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet