VIDEO: Taktiknørd? Topscorer Dahls tre favoritter
Det har været Nykøbing FC og så alle de andre i efteråret i CampoBet 3. Division.
Mikkel Thygesens tropper er gået på vinterferie på en suveræn førsteplads med 39 point for 16 kampe, hvilket har udløst en føring på hele ti point ned til nummer to, FA 2000, og tolv point til nummer tre, Holbæk B&I.
Mål har der også været rigeligt af.
36 styks er det blevet til og næsten en tredjedel af Nykøbings mål er scoret af den rutinerede Mikkel Dahl, der har fundet vej til netmaskerne ti gange i efteråret.
LigaManager har bedt den erfarne 9’er finde de tre bedste frem.
“Nu synes jeg jo først og fremmest, at alle mål er gode. Og mange af dem, som jeg laver, de er sat ind ret tæt fra målstregen,” indleder Mikkel Dahl, inden han hiver nummer et på listen frem.
“Det fedeste mål, jeg har scoret, var nok i anden runde mod Holbæk, hvor jeg sætter den ind dybt inde i overtiden. Det er nok der, jeg har haft den fedeste følelse,” siger Mikkel Dahl, der tillægger selve målets betydning ret stor vægt i vurderingen.
“Vi vinder 1-0 mod et formodet tophold. Betydningen, omgivelserne – der var fint med folk på lægterne – og så det sene tidspunkt, og naturligvis at scoringen er lig med at vi så vinder. Derfor betyder den scoring der lidt ekstra. Det er jo noget andet, hvis man bare lægger den ind til 3-0 eller 4-0 i en kamp.”
Målet kan ses herunder, hvor listen over mål også fortsætter.
Mikkel Dahls nummer to på listen er af en lidt anden karakter end overtidsscoringen mod Holbæk. Her skal vi en tur til slutningen af september, hvor Nykøbing slog Sundby Boldklub 2-0.
“Hvis man skal se på det flotteste mål, så var det mod Sundby, hvor jeg scorer til 1-0. Vi får et indkast ude i siden og jeg laver så en et-to med Lucas Nyman, inden jeg så sparker den ind fra kanten af feltet. Det er nok det bedste mål,” siger Mikkel Dahl, der går i en helt anden retning med nummer tre mål på listen.
“Min nummer tre bliver mit mål ude mod Brønshøj i den næstsidste runde inden vinterpausen. Fordi det er et mål, som vi har talt om i pausen, at der er plads til at spille cutback-afleveringer. Vi har et par situationer i første halvleg, hvor vi ikke spiller den aflevering, hvor pladsen ellers er til det, så i pausen snakker vi om få udnyttet den plads,” 32-årige Mikkel Dahl, der udover at være topscorer i Nykøbing FC også er ved at dygtiggøre sig uden for kridstregerne.
I Nykøbing FC har Mikkel Dahl også en rolle som Head of Performance and Analysis på U17 og U19.
“Det er jo fedt, når man taler om noget taktisk, at man så rent faktisk kan udføre det inde på banen,” siger Mikkel Dahl om målet fra 2-0-sejren på Tingbjerg Ground.
“Jeg kan jo selvfølgelig også godt lide langskudsmål og den slags, men i og med jeg er blevet lidt ældre, så ser jeg måske også lidt andeledes på det, og sætter mere pris på de her scoringer, hvor der er ført noget over fra træningsbanen. Det er stærkt, når det kommer til udtryk.”
Mens Mikkel Dahl har lavet 10 efterårsmål i CampoBet 3. Division, så har ligaens topscorer Bjørn Paludan lavet hele 14. Se dem her på to minutter.