VSK og Roskilde deler i jævnbyrdig kamp
FC Roskilde skulle lørdag på udebane mod VSK Aarhus forsøge at forbedre deres historik på udebane i CampoBet 2. division. Samtidig skulle hjemmeholdet svare igen på de store øretæver i lokalbraget mod Brabrand IF. Begge lykkedes delvist, men VSK kunne nok være mere tilfredse end gæsterne.
Aarhusianerne startede bedst og havde et klart overtag i første halvleg. VSK Aarhus holdt et højt tempo, spillede bolden hurtigt rundt og skabte flere farlige situationer. FC Roskilde havde til gengæld svært ved at finde rytmen og stå kompakt defensivt.
SE HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN HER
Efter 18 minutter måtte Roskilde-keeper Alexander Hasmark Jensen redde et langskud ad to omgange. Ikke længe efter fik Mikkel Juhl Andersen sendt Emil Nielsen igennem i den anden ende. Dog uden nok appel i afslutningen. I det 27. minut udnyttede VSK en hurtig omstilling.
Topscorer Jonas Yderholm kom alene med sjællændernes målmand og scorede koldt til 1-0. Kort efter forhindrede samme keeper at forspringet blev fordoblet. I pausen foretog en alt andet end tilfreds Roskilde-træner et par ændringer for at få bedre kontrol over kampen.
Det var dog igen hjemmeholdet, der var tættest på i begyndelsen af anden halvleg. Igen stod Alexander Hasmark Jensen hvor han skulle. Efterhånden lykkedes det FC Roskilde at flyttet spillet længere frem på banen og begyndte at skabe mere offensivt pres.
Udligningen kom i det 63. minut, da Selim Baskaya sendte bolden ind i feltet. Her kunne Emil Nielsen heade kuglen i kassen til sin syvende sæsonscoring. Kort efter havde Baskaya et langdrøn på stangen, og i kampens afsluttende fase skabte FC Roskilde flere chancer.
Et frispark mellem Emil Nielsen og Mathias Veltz var tæt på at give udbytte, men denne gang var det VSK-keeper Kasper Mossin Green-Pedersen, som reddede flot. En jævnbyrdig kamp fik et i sidste ende ganske passende resultat.
Slutstilling: VSK Aarhus – FC Roskilde 1-1 (1-0) Mål: 1-0 Yderholm (27.), 1-1 Nielsen (63.)