Alle Thisted-spillere er til salg for den rette pris
Sammen med HIK er Thisted FC den klub i top seks ved vinterpausen, som har de mindste armbevægelser på budgettet, om man så må sige. HIK har måttet afgive deres topscorer, hvilket er lig med ligaens delte topscorer i CampoBet 2. division. Milan Silva deler førstepladsen med Thisted FC’s Christian Wagner, og det vil ikke komme bag på cheftræner Daniel Kristensen, hvis der indløber henvendelser på eksempelvis Wagner, når transfervinduet åbner til januar.
”Jeg vil da undre mig, hvis der ikke er nogle klubber, som har bidt mærke i, hvad vi har rendt rundt og lavet heroppe, og kigget lidt vores vej på nogle af spillerne. Alle spillere er for mig til salg til den rigtige pris. Og jeg skal ikke komme ind på, hvad den rigtige pris er. Det holder vi for os selv,” siger Daniel Kristensen, der forventer at én eller to spillere er væk, når forårssæsonen skydes i gang.
”Men jeg ved det jo i bund og grund ikke. Jeg tror, at alle klubber lige nu kigger på deres trupper og skal finde ud af: ’Hvem skal vi have ud, hvem skal vi have ind?’ Jeg forholder mig ikke så meget til det lige nu, udover at jeg selvfølgelig er ret sikker på, at der er nogen, som er interessante for andre klubber. Det er jeg selvfølgelig glad for, at der er. Så er vi lykkedes med det, vi egentlig gerne vil. Nemlig at se, om vi kan få solgt nogle spillere,” tilføjer Kristensen og afviser at byde ind på, om han selv er på udkig efter nye spillere til Thisted.
”Lige nu skal vi lige have styr på vores sammensætning: Hvem der måske skal videre i systemet, og hvem der måske bliver solgt. Jeg vil som udgangspunkt gerne bevare den trup, vi har, for jeg synes, det er en rigtig spændende og dygtig trup, som jeg gerne vil arbejde videre med. ”Hvis der er afgange, skal vi selvfølgelig have set på, om vi skal have en erstatning ind, men jeg har ikke positioner, hvor jeg lige nu og her kigger på at hente nogen. Det bliver én-til-én-erstatninger, hvis der ryger nogen”.