FC Midtjylland vil sende angriber videre
FC Midtjylland rydder ud i angrebet for at gøre plads til nye profiler i det igangværende transfervindue. Mens klubben netop har præsenteret Mikael Uhre som ny mand på Heden, arbejder sportschef Kristian Bach Bak på at sende den 23-årige nigerianer Friday Etim videre i karrieren. Det skriver Tipsbladet.
Friday Etim er ikke rejst med resten af Mike Tullbergs trup på træningslejr, og Kristian Bach Bak bekræfter over for podcast mediet Sort Snak, at klubben søger enten et salg eller en udleje til angriberen:
“Friday er en, der skal ud og have noget spilletid, og det har han fået alt for lidt af her ift. den indsats, han har sat for dagen, siden han ankom. Han har været topprofessionel og spillede også alle testkampene i sidste preseason, hvor han også scorede et par mål og gjorde det godt. Så ham skal vi have ud på græs et sted nu her, så han kan blive spillet i gang igen.”
Friday Etim kom til FC Midtjylland fra søsterklubben Mafra, men har haft svært ved at bide sig fast på et hold, der udover Mikael Uhre tæller navne som Gue-sung Cho, Junior Brumado og Ola Brynhildsen. Med blot fire kampe uden scoringer på CV’et i den midtjyske trøje tyder alt på, at hans fremtid nu skal findes uden for Herning.