FC Midtjylland ejer taler med Edinburgh-klub

Den danske milliardær og FC Midtjylland-ejer, Anders Holch Povlsen, har ifølge skotske aviser holdt uformelle samtaler med Hibernian-ejer Ian Gordon. Nyheden har vakt opsigt i skotsk fodbold, da Holch Povlsen ikke blot er kendt som manden bag Bestseller og ASOS, men også som den største private jordbesidder i Skotland – med mere land under fødderne end Kong Charles.

Samtalerne fandt angiveligt sted i forbindelse med en europæisk kamp, og for Hibernian er timingen interessant. Den skotske klub har netop afbrudt samarbejdet med Bill Foleys “Black Knights”-netværk og leder nu efter nye strategiske partnere for at kunne følge med lokalrivalerne fra Hearts, der i øjeblikket topper ligaen. Gordon ser med stor beundring på Holch Povlsens succesfulde fodbold-kollektiv, der udover FC Midtjylland tæller den nigerianske akademi-klub FC Ebedei og portugisiske C.D. Mafra.

Selvom der indtil videre er tale om uformelle drøftelser, spekuleres der i, om Hibernian kan blive den næste brik i danskerens ekspansive fodboldportefølje. For den skotske klub ville en alliance med en økonomisk sværvægter som Holch Povlsen give de nødvendige muskler til at konkurrere i toppen, mens klubben sideløbende kæmper for at holde på profiler som angriberen Kieron Bowie, der rygtes til Serie A-klubben Hellas Verona for omkring 45 millioner kroner.

En investering i Hibs er oplagt. Du kan læse hvorfor her.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League