Simacon efter skuffelse: Vi var det bedste hold

HIK-cheftræner Daniel Simacon havde svært ved at skjule frustrationen efter fredagens 0-2-nederlag til FC Roskilde i CampoBet 2. division. Selv om resultatet endnu en gang gik imod Hellerup-klubben, så han en præstation, der på mange måder var et skridt frem fra sidste uges nederlag mod Akademisk Boldklub.

“Den største forskel på i dag og i sidste uge er, at det er os, der sætter rammen. Jeg synes klart, vi er det bedste hold i dag”, udtalte Daniel Simacon i minutterne efter kampen til LigaManager. Og han havde ros til overs for drengene i omklædningsrummet.

“Jeg har lige været inde og sige til dem, at de leverer en sindssygt stærk præstation. Det er fedt at se, hvordan vi lægger på,” føjede Simacon til, selvom det endte med et skuffende nederlag. Det skyldes i høj grad manglende skarphed foran mål.

“Det er til dels selvforskyldt. Når man brænder de chancer, vi brænder i sådan en kamp, så bliver det svært.”

HIK har nu leveret to solide præstationer i træk, men står stadig med nul point.

“I lørdags mod AB synes jeg, vi havde et stærkt defensivt udtryk. I dag rammer vi virkelig et højt niveau på bolden. Men faktum er, at vi står her med to kampe og nul point. Det er selvfølgelig pisseirriterende.

Ifølge HIK-træneren var forskellen først og fremmest effektiviteten.

“Roskilde har ikke mange chancer, før de scorer. Vi giver dem en mulighed for at afgøre det, og når man gør det mod et hold som Roskilde, så bliver man straffet. Sådan er gamet nogle gange.”

Selv om resultatet gør ondt, var der stadig mange elementer i præstationen, som glædede HIK-chefen.

“Jeg er sindssygt glad for det udtryk, vi kommer med på bolden. Jeg synes, vi skaber mange chancer, og vi er farlige på standarder. Generelt er det tæt på en meget helstøbt indsats. Der er super mange ting både med og uden bold, jeg er tilfreds med.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet