Topbrag på Frederiksberg
Der er dømt direkte duel om andenpladsen i CampoBet 3. Division, når FA 2000 lørdag hjemme tager imod Brønshøj Boldklub.
Det suveræne tophold Nykøbing FC er der ingen, der realistisk kan nå, så der er blot én oprykningsplads tilbage at slås om.
FA 2000 tabte 1-0 til netop Nykøbing FC i seneste runde, hvor Brønshøj Boldklub kravlede lidt tættere på de blå fra Frederiksberg, da man i slutminutterne sikrede sig et point mod BK Frem.
FA-trænere Semere Haile kan muligvis spille et særdeles stærkt trumfkort, da rækkens topscorer, Bjørn Paludan, meldes på vej tilbage og han kan måske levere den skarphed i boksen, som FA 2000 har savnet i foråret to første kampe.
“Vi håber, han bliver klar, for han ser bedre og bedre ud og ligner i hvert fald en, der godt kunne komme i spil,” siger Semere Haile forud for topkampen på Frederiksberg.
Bjørn Paludan er man dog klar til at håndtere, forsikrer Brønshøjs Tobias Noer, der også lover hvepsene fans, at man er klar til meget mere end det. Brønshøj går efter alle tre point lørdag eftermiddag.
“Vi vil gerne sætte os på opgøret fra start og spille med mod og intensitet. Samtidig ved vi, at det kræver hårdt arbejde i alle 90 minutter, hvis vi skal have et godt resultat med hjem. Vi går selvfølgelig efter sejren, og vi kommer til at give alt, hvad vi har,” siger Brønshøj-profilen.
FA 2000 – Brønshøj spilles lørdag klokken 14:00 på Frederiksberg.